KL vil løse sundhedsopgaver endnu tættere på borgerne

7. DEC 2023 • 22:20INDLAND/KRIMINAL

KL mener, at det er på tide at give det nære sundhedsvæsen et løft. Det skal ske med stærkere sundhedsklynger.

I det danske sundhedsvæsen er udviklingen de seneste mange år gået i retning af mere centralisering og større specialisering.

Men nu er det på tide at kigge den anden vej. Det mener formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V).

- Vi har forsømt de mange, der ikke har brug for specialiseret behandling. Det kan være personer med diabetes eller andre kroniske sygdomme, alderssvækkede borgere eller patienter i den lettere psykiatri.

- Dem skal vi have øje for, når vi skal kigge på, hvordan vi indretter fremtidens sundhedsvæsen, siger Martin Damm forud for fredagens sundhedstopmøde, som Sundhedskommissionen har indbudt til.

Her vil Martin Damm og KL fremlægge et forslag til, hvordan man kan undgå, at patienterne falder ned mellem stolene i den nuværende struktur, hvor ansvaret er delt mellem de praktiserende læger, sygehusene og kommunerne.

KL vil styrke de såkaldte sundhedsklynger, som i dag mere har karakter af at være et koordinerende organ. De skal fremover have flere penge, flere opgaver og mere ansvar.

- På den måde vil man kunne lave løsninger for borgerne, der har sammenhæng, og hvor det ikke bliver et finansieringsspørgsmål om, hvem der kan tørre en udgift af på en anden.

- Der vil være en større helhed for dem, der ikke er meget syge og derfor ikke skal være på et sygehus. Vi skal sikre, at de ikke skal ind og ud af det specialiserede sundhedsvæsen, siger Martin Damm.

Han forventer også, at de nye sundhedsklynger bedre vil kunne tage hånd om og forbedre adgangen til praktiserende læger, som visse steder er mangelfuld.

/ritzau/

FÅ ABONNEMENT