Jytte Abildstrøm: Vi er ikke alle ens
I "Det sidste ord" med Jytte Abildstrøm startede hun med dukketeater og sluttede med en opfordring til fred.
Normalt starter Mikkel Bertelsens interview til TV 2-programmet ”Det sidste ord” med, at Bertelsen og interviewpersonen sidder overfor hinanden og kigger hinanden i øjnene. Men denne gang er det anderledes.Aftenens hovedperson er den nu afdøde Jytte Abildstrøm, der indtager det lille podium alene. Hun har medbragt en båndoptager og en rød kuffert, og ud af den trækker hun en lille papegøjedukke. Quincy, hedder den.
- Du ser ud til at være lidt ked af det, siger hun til dukken, der fortæller hende, at den ikke kan flyve.
Det viser sig dog, at fuglen kan rygflyve, forklarer Abildstrøm, mens hendes hænder bevæger den lille dukke gennem luften.
- Ja, vi er jo ikke alle sammen ens, siger hun.
Da Bertelsen kommer tilbage på scenen, forklarer Abildstrøm, at det handler om, at man ikke skader andre ved at gøre tingene på en anden måde end den vante.
- Det er det, vi skal tale om i dag, siger han.
Programmet er en serie af interviewprogrammer, hvor kendte danskere medvirker. Aftalen med de medvirkende er, at programmet først må vises, efter at vedkommende er afgået ved døden.
Den folkekære skuespiller og teaterchef Jytte Abildstrøm døde den 2. januar i en alder af 90, og søndag aften er hun derfor aftenens hovedperson.
Her bruger hun blandt andet sin sidste taletid på at tale om hendes arbejde som klimaforkæmper.
- Det handler om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at trække vejret langsomt og sige, at vi må hen i en anden retning, med den måde vi lever på, siger hun.
Spørgsmålet om, hvad der skal blive af "naturen, miljøet og omgangen med andre mennesker", kan nogle gange vække hende i frygt om natten.
"De mørke skygger", kalder hun det og fortæller, at nogle af hendes bekendte mener, at klimaaktivisten Greta Thunberg ”er gået over gevind”.
- Kan man gå over gevind med noget, som er så vigtigt her i livet? spørger hun.
Som vanligt i interviewserien lader Bertelsen hovedpersonen sige sine sidste ord til kameraet alene i lokalet.
Jytte Abildstrøm læser et digt højt af Halfdan Rasmussen om at standse krig. Om at plante blomsterfrø i stedet for bomber.
Til sidst folder hun hænderne og beder folk om at passe godt på "jord, luft, ild og vand".
- Fra lille Jytte.
Jytte Abildstrøm er blandt andet kendt for rollen som Sonjas mor i "Sonja fra Saxogade" og for at spille med i filmen "Flyvende farmor" fra 2001.
I 40 år stod hun i spidsen for "Jytte Abildstrøms Teater", som hørte hjemme i Riddersalen på Frederiksberg. Hun blev bisat fra Frederiksberg Kirke lørdag den 11. januar.
Der har tidligere været sendt "Det sidste ord" med Erik Clausen, Bent Fabricius-Bjerre, Uffe Ellemann-Jensen, Povl Dissing, Lise Nørgaard, Ritt Bjerregaard og Peter Belli.
/ritzau/