It-problemer ramte Tast Selv hos Skat

25. APR 2025 • 14:44INDLAND/KRIMINAL

En opdatering betød, at borgere fredag formiddag ikke kunne logge på Tast Selv-løsningen.

Hvis man fredag vil logge ind på Tast Selv-løsningen, hvor man eksempelvis kan rette i sin forskudsopgørelse, kan man opleve problemer.

Tidligere betød et it-problem efter en opdatering, at borgerne ikke kunne logge ind.

Fredag eftermiddag omkring klokken 14.30 fremgår det af hjemmesiden skat.dk, at man igen kan logge ind, men at adgangen er ustabil.

- Vi har i øjeblikket udfordringer med nogle af vores it-systemer på grund af en systemopdatering. Det betyder, at du kan opleve problemer med at logge på TastSelv. Vi arbejder på højtryk på at finde en løsning og beklager ulejligheden, lyder det.

Problemet kommer samme dag, som overskydende skat fra 2024 er begyndt at blive udbetalt.

Ifølge B.T. er der omkring 3,8 millioner danskere, som skal have penge tilbage i skat i år.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT