Islandsk front indhyller Danmark i regnfuldt skydække

30. SEP 2022 • 05:57INDLAND/KRIMINAL

Selv om solen kommer til at titte frem her og der, bliver det en primært overskyet og regnfuld weekend.

Danmark ligger for tiden lunt og hygger sig under et skydække, der er sendt sydpå af et lavtryk, som ligger i nærheden af Island.

Derfor er der også lagt op til en overskyet start på weekenden. Det siger Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) vagthavende meteorolog fredag morgen, Anja Bodholdt.

- Weekenden starter med, at Danmark ligger godt indhyllet i skyer, og de vil også kunne dryppe lidt i løbet af dagen, siger hun.

Der er altså lagt op til, at det bliver en god omgang efterårsvejr, som weekenden skydes i gang med, men det betyder ikke, at danskerne må være solen helt foruden.

- I løbet af dagen bliver der færre byger, og der bliver mulighed for at se solen i perioder, siger Anja Bodholdt.

Og bor man på Bornholm, er der gode nyheder. Solskinsøen kommer nemlig ikke til at mærke meget til fronten fra Island.

- Bornholm ligger uden for alle de her skyer, så her skulle det altså holde tørt med god mulighed for at se solen dagen igennem, siger meteorologen.

I nat trækker der et regnområde ind over Vestjylland, og det fortsætter ind over landet i løbet af lørdagen.

- Så alle vil få regn i en overgang. Generelt vil der nok falde mellem fem og ti millimeter, siger Anja Bodholdt.

Det bliver samtidig ret blæsende med en jævn til hård sydlig vind.

- Efter fronten begynder det at klare op. Der kommer en del byger, og vinden drejer så om til det vestlige hjørne. Det lader op til en søndag, hvor der bliver god mulighed for at få solen at se, og der kommer kun enkelte byger med en frisk vestenvind, siger Anja Bodholdt.

I weekenden ventes der nattetemperaturer omkring 8 og 12 grader. De relativt lune nattetemperaturer skyldes skydækket over landet.

- Når de her skyer ligger ind over os, holder det på varmen, lidt ligesom en dyne. Derfor har vi relativt lune nattetemperaturer for tiden, siger Anja Bodholdt.

Både lørdag og søndag kommer temperaturen til at ligge mellem 12 og 16 grader om dagen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU