Interessen for at donere penge til Ukraine er dalet markant

24. FEB 2024 • 12:34INDLAND/KRIMINAL

I Ukrainekrigens første år donerede danskerne 1,4 milliarder kroner. Året efter blev det til 166 millioner.

Danskernes interesse for at donere penge til Ukraine er dalet markant siden krigens første år.

Det viser en opgørelse fra Isobro, der er brancheorganisation for 235 velgørende organisationer.

I 2022 - det år, Rusland indledte angrebet på Ukraine - blev der doneret knap 1,4 milliarder kroner. Året efter blev det til 166 millioner kroner.

Det er dog ganske naturligt med en dalende interesse i den slags situationer, siger Kenneth Kamp Butzbach, generalsekretær i Isobro.

- Det er helt naturligt, at indsamlinger, der bygger på et pludseligt opstået behov som krig over natten, modtager de største donationer i starten, hvor forfærdelsen er størst.

Han fortæller videre, at man ofte ser en dalende interesse over tid, hvor konflikten måske går lidt i glemmebogen, og medierne ikke dækker krigen med samme intensitet længere.

- Men krigen er jo desværre ikke slut endnu, så behovet for hjælp er der i den grad fortsat, siger Kenneth Kamp Butzbach.

Donationerne til Ukraine, der sker via en af Isobros medlemmer, går ikke til våben, men derimod til forskellige humanitære formål.

Det kan være alt fra akut lægehjælp til genopbygning af samfund.

Selv om donationerne ikke kommer lige så hyppigt længere, gør generalsekretæren det klart, at han aldrig før har set en lignende vilje til at give.

- Det kan være svært at sammenligne tallene, men det har været helt ekstraordinært denne gang.

- Det, der kommer tættest på, er tsunamien i 2004. Jeg mener, at der i den forbindelse var en fælles indsamling på 340 millioner kroner.

En del af forklaringen på forskellen kan ifølge Kenneth Kamp Butzbach ligge i, at krigen i Ukraine har været lettere at identificere sig med for mange danskere.

Derudover kom mange ukrainere til Danmark, så krigen er bogstaveligt talt kommet tættere på danskerne, end tsunamien gjorde dengang, lyder det videre.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU