Ildkugle kan have sendt meteoritter ned over Nordvestsjælland
Tjek hustage og haver for meteoritter, lyder opfordringen fra amatørastronom efter observationer af ildkugle.
Fragmenter fra en meteor kan være faldet ned over et område ved Lumsås i Nordvestsjælland.Det viser beregninger, som et netværk af såkaldte ildkugleobservatører har lavet på baggrund af observationer og videooptagelser.
En ildkugle blev observeret på himmelen 18. marts omkring klokken 20, og den blev set i både Danmark, Norge, Tyskland, Polen og Holland.
Netværket har regnet sig frem til, at en del af ildkuglen kan være faldet ned over Lumsås. Det vil sandsynligvis være et eller flere stykker på 30-40 gram.
Jesper Grønne, der er amatørastronom og med i netværket, opfordrer folk i området til at tjekke haver og hustage.
- Netværket af ildkugleobservatører vil gerne opfordre folk i det udpegede område til at undersøge deres huse, haver, tage, tagrender, veje, stier og så videre og lede efter små sorte sten, siger han.
En meteor er typisk stenmateriale fra en asteroide eller en planet, der brænder op på vejen gennem Jordens atmosfære.
Hvis der er noget tilbage, betegnes det som en meteorit.
Ifølge den amerikanske rumfartsorganisation Nasa falder der op mod 48,5 ton kosmisk materiale ned på Jorden hver eneste dag.
Der er ifølge samme kilde fundet over 50.000 meteoritter på Jorden.
Det er dog en sjældenhed at finde meteoritter i Danmark. Det er kun sket syv gange herhjemme.
Et af de seneste store fund var i februar 2016, da en meteorit faldt ned vest for København. Her blev der fundet cirka ni kilo meteoritmateriale.
Meteoritter er danekræ og skal således indleveres til Statens Naturhistoriske Museum eller nærmeste museum.
Til gengæld kan finderne se frem til en belønning.
Staten udbetalte således godt to millioner kroner i godtgørelse til de heldige findere af meteoritter i 2016.
I marts 2023 var der formodning om, at der var faldet meteoritter ned i et område i det sydlige Midtjylland mellem Grindsted og Brande.
Forud var en ildkugle blevet observeret af kameraer i både Danmark, Tyskland og Norge, og et muligt nedfaldsområde var blevet beregnet.
Der kom dog ingen meldinger om fundne meteoritter.
- Vi har ikke fået antydningen af, at nogle skulle have fundet noget af det rigtige, sagde kommunikationsmedarbejder på Institut for Fysisk og Astronomi ved Aarhus Universitet Ole J. Knudsen til Ritzau i april 2023.
/ritzau/