Ikke set i nyere tid: Fiskeørn har bedste danske ynglesæson

19. SEP 2024 • 11:37INDLAND/KRIMINAL

Der er i år fløjet 16 fiskeørneunger fra rederne i Danmark. Det er det højeste antal i mere end 100 år.

Fiskeørnen er om sommeren et ret almindeligt syn ved mange danske søer, men i Danmark er det en meget sjælden ynglefugl.

I år har ynglesæsonen dog været usædvanlig god.

Der er fløjet 16 unger fra rederne, og det er rekord i nyere tid og det højeste antal i mere end 100 år.

Det oplyser DOF Birdlife i en pressemeddelelse.

Hos naturorganisationen er Leif Novrup ansvarlig for at samle alle tilgængelige data om landets fiskeørne.

- Det er svært at give en entydig forklaring på, at det i år er gået fiskeørnen så godt, hvor det andre år har knebet med succesen på ynglelokaliteterne, siger han i pressemeddelelsen.

Antallet er dog gået "stille og stabilt frem" siden 2010, hvor der kun var én lokalitet, fortæller han - Flyndersø ved Skive.

Fiskeørnen har en karakteristisk fjerdragt med en hvid underside og mørk undersøge og kan få et vingefang på op til 160 centimeter

Ifølge DOF Birdlife er den en ret almindelig fugleart, der yngler i områder med fiskerige søer.

Den blev fordrevet i begyndelsen af 1900-tallet på grund af en omfattende rovfuglebekæmpelse, men siden 1970'erne er der registreret yngleforsøg.

Men den er ikke tilbage på det niveau, som den tidligere havde.

Det kan skyldes, at der er færre steder at bygge reder, og flere steder er der opsat kunstige reder for at give fuglene mulighed for at yngle.

Fiskeørnen har også en stor konkurrent i Danmark: havørnen.

Havørnen både stjæler byttet fra fiskeørnen og kan overtage deres rede, og det lader til, at havørnene kan holde antallet nede.

Eksempelvis er området ved Flyndersø nu helt opgivet.

- Der er også et eksempel fra Klosterheden, hvor havørnen byggede sin rede kun 400 meter fra fiskeørnens rede, så denne måtte opgive og flytte til den anden ende af skoven, siger Leif Novrup i meddelelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT