Hver fjerde kræftpatient får ikke behandling inden for faglig grænse

22. MAJ 2023 • 14:13INDLAND/KRIMINAL

I 2022 kom 74 procent af kræftpatienter i behandling inden for fastsat forløbstid. Det er færre end tidligere.

Mere end hver fjerde patient i et kræftpakkeforløb fik ikke behandling inden for den såkaldte forløbstid sidste år.

Det viser tal fra en årsrapport, som Sundhedsdatastyrelsen har offentliggjort mandag.

Forløbstiderne handler ikke om patientrettigheder fastsat ved lov. Men er derimod en faglig rettesnor for landets sygehuse.

I alt kom 74 procent af kræftpatienter i behandling inden for den fastsatte forløbstid. Det er den laveste andel, siden den årlige rapportering begyndte i 2014.

I 2021 var andelen 76 procent, mens den året før var 80 procent.

Det er uacceptabelt, at flere patienter må vente længere tid på kræftbehandling. Det siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til Jyllands-Posten.

- Da jeg tiltrådte som minister i december, var jeg godt klar over, at sundhedsvæsenet var presset efter coronapandemien og sygeplejerskestrejken, men jeg havde den klare opfattelse, at det var lykkedes at holde hånden under de livstruende sygdomme, siger hun.

Sundhedsministeren siger desuden til avisen, at hun snart vil præsentere både en kort- og langsigtet plan for kræftområdet.

- Vi skal til lommerne, og vi får brug for den helt store pengepung, siger hun til Jyllands-Posten.

Direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker kalder udviklingen "stærkt foruroligende".

- Der er brug for, at der bliver investeret massivt i vores sundhedsvæsen, så vi kan få mere personale og behandle patienterne rettidigt, siger Jesper Fisker i en pressemeddelelse.

Der kan være forskel på, hvor hurtigt man starter sin kræftbehandling, alt efter hvor i landet man bor.

I Region Nordjylland fik 80 procent af kræftpatienterne behandling inden for den fastsatte grænse. I den modsatte ende ligger Region Sjælland, hvor det gjaldt 65 procent.

I marts begyndte sagen om for lange ventetider for kræftpatienter på Aarhus Universitetshospital at rulle.

Her er det kommet frem, at 313 patienter med tarmkræft fra januar 2022 til februar i år har ventet for længe på en operation.

De har et lovkrav på at blive opereret, senest to uger efter at det er besluttet, at de skal opereres. Lovkravet er politisk bestemt.

Man kan godt overholde det politisk bestemte lovkrav og samtidig overskride den fagligt bestemte forløbstid.

Det afhænger af kræftpakkeforløbet, hvor lang forløbstiden er.

Formanden for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach (R), understreger over for Jyllands-Posten, at personalet arbejder på højtryk for at overholde forløbstiderne.

- Baggrunden for presset på kræftområdet er, at antallet af kræftpakkeforløb er steget voldsomt. I 2022 blev der igangsat 4566 flere end i 2021, siger hun til avisen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danske Regioner, at regionerne vil tage nye redskaber i brug for at øge kapaciteten på kræftområdet.

Man vil blandt andet bruge kunstig intelligens til at vurdere screeningsbilleder og uddanne sosu-assistenter til at hjælpe med at løse opgaver inden for screening.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU