Hjemsendt ansat på plejehjem fra dokumentar kan arbejde igen
Anne Andreassen blev hjemsendt fra job på plejehjem for medvirken i dokumentar. Nu kan hun vende tilbage.
Anne Andreassen, som stod frem i TV 2's dokumentar om omsorgssvigt på plejehjemmet Nørremarken i Køge, kan vende tilbage til sit job på plejehjemmet.Det fortæller hun fredag til TV 2.
Planen var ellers, at hun skulle være hjemsendt frem til 27. oktober, hvor hun skulle til tjenstlig samtale på rådhuset i Køge.
Hun fik i slutningen af september at vide, at hun ikke skulle møde på arbejde igen. Det skete, da TV 2 henvendte sig til Køge Kommune for at tale med og konfrontere de ansvarlige ledere.
Men siden da er den tidligere leder blevet erstattet med en ny på Nørremarken.
Derfor er Anne Andreassen nu blevet inviteret tilbage til sin arbejdsplads.
- Jeg har i dag talt med den nye leder, der sagde, at hun var gået til kommunen sammen med HR for at fortælle, at hun gerne ville have mig tilbage. Så nu er planen, at jeg skal starte på mandag, siger hun til TV 2 fredag.
Samtalen 27. oktober regner hun dog stadig med at skulle til, lyder det. Hun regner også med at få en advarsel.
Hun fortæller til TV 2, at hun selv i første omgang kontaktede plejehjemmet. Det gjorde hun, fordi hun havde hørt, at den nye leder, som ikke var ansat på Nørremarken, da optagelserne blev lavet tidligere på året, var ved at foretage en række ændringer på stedet.
Da Anne Andreassen ringede for at sige, at hun var ked af det, tilbød den nye leder hende at vende tilbage - enten til den gamle afdeling eller på et andet plejehjem i kommunen.
- Jeg var meget overrasket. Jeg sagde til hende: "Nu tager du mig med bukserne nede".
- Så jeg skulle lige tænke mig om, men jeg besluttede, at jeg gerne ville tilbage på min egen afdeling, siger hun.
Hun glæder sig til at vende tilbage og siger, at dem, hun selv arbejder sammen med, har støttet hende fra dag ét.
Ifølge Anne Andreassen har Køge Kommune beskyldt hende for at have hjulpet TV 2 med kontaktoplysninger til pårørende til beboere på plejehjemmet. Hun understreger dog, at hun ikke har udleveret personfølsomme oplysninger.
I dokumentaren har en medarbejder fra TV 2 i en periode været ansat på plejehjemmet og foretaget optagelser med skjult kamera.
Udsendelsen viser eksempler på, at beboere ikke får hjælp til helt basale behov som at få skiftet ble samt at få medicin og mad.
/ritzau/