Trump vil anke afgørelse om skyld i tys-tys-sag

31. MAJ 2024 • 18:21UDLAND

Donald Trump blev fundet skyldig i samtlige anklager i sag, der drejer sig om forfalskning af dokumenter.

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump vil anke torsdagens afgørelse i den meget omtalte tys-tys-sag, hvor han blev kendt skyldig i samtlige tiltalepunkter.

Det siger han fredag fra Trump Tower i New York City, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ekspræsidenten blev fundet skyldig i alle 34 tiltalepunkter i sagen, der drejer sig om forfalskning af dokumenter forud for præsidentvalget i 2016.

Det skete ved retten i Manhattan i New York City.

Under fredagens tale gentager Trump sine påstande om, at retssagen var et forsøg på at bremse hans forsøg på at komme tilbage til Det Hvide Hus.

Samtidig mener han, at sagen viser, at ingen amerikanere er sikre fra at blive udsat for politisk motiveret retsforfølgelse.

- Hvis de kan gøre det her mod mig, kan de gøre det mod alle, siger Trump i en længere tale, hvor han er blevet tiljublet af støtter og ikke har taget mod spørgsmål fra journalister.

Afgørelsen blev truffet af 12 enige nævninger, og strafudmålingen finder sted 11. juli, hvor ekspræsidenten kan få op til fire års fængsel.

Trump ventes at blive valgt som Republikanernes præsidentkandidat fire dage senere - 15. juli.

Trump vil ikke blive fængslet forud for strafudmålingen.

I tys-tys-sagen finder nævningene det bevist, at Trump godkendte, at hans advokat Michael Cohen betalte den tidligere pornoskuespillerinde Stormy Daniels 130.000 dollar - 900.000 kroner - for at få hende til at tie om et påstået forhold mellem Trump og Stormy i 2006.

Hun fik pengene under præsidentvalgkampen i 2016. Trump frygtede, at det kunne skade hans valgkamp mod demokraten Hillary Clinton, hvis hun gik offentligt ud med historien.

Donald Trump endte med at vinde valget og blive præsident. Det gjorde han til gengæld ikke i 2020, hvor det i stedet var demokraten Joe Biden, der vandt nøglerne til Det Hvide Hus.

Det kommende præsidentvalg finder sted 5. november.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT