Grønlands vestkyst slår varmerekord

16. FEB 2026 • 09:20INDLAND/KRIMINAL

Beboerne på den vestlige side af Grønland har haft den varmeste januar måned nogensinde, viser tal fra DMI.

Grønlands vestkyst har slået vejrrekord, da den overståede januar har været den varmeste nogensinde målt.

Det oplyser DMI i en pressemeddelelse.

I Nuuk var den varmeste dag 11,3 grader, og gennemsnittet for måneden lå lige over frysepunktet - på 0,1 grad.

- Vi både ved og ser tydeligt, at den globale opvarmning er i fuld gang, hvilket helt forventeligt giver flere rekorder i den varme ende af temperaturskalaen, siger klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI Martin Olesen.

Hele den vestlige del af Grønland har oplevet de rekordhøje målinger, hvor flere bygder har haft exceptionelle temperaturer for årstiden.

Helt fra sydspidsen og vejen op langs vestkysten - en strækning på over 2000 kilometer - har termometeret flere steder været i plus.

Ifølge Nordic co-operation har Grønland omkring 56.500 indbyggere, hvor de fleste grønlændere er bosat på vestkysten og hovedsageligt i hovedstaden, Nuuk.

Varmerekorden kommer ikke som en overraskelse for klimaforskeren Martin Olesen.

For fra tid til anden sker det, at varmen og kulden bytter plads. Det fører så til de høje målinger og plusgraderne.

- Vi både ved og ser tydeligt, at den globale opvarmning er i fuld gang, hvilket helt forventeligt giver flere rekorder i den varme ende af temperaturskalaen og gradvist færre rekorder i den lave ende af temperaturskalaen.

Det er ifølge Martin Olesen et faktum, at Arktis generelt opvarmes tre til fire gange hurtigere end det globale gennemsnit.

Den aktuelle varmesituation, hvor det er varmt i Nuuk og koldt i Danmark, er ikke et ukendt fænomen. Dog menes det, at de grønlandske varmegrader har fået et skub af den globale opvarmning.

Hos DMI vil de fortsætte med at holde øje med Grønlands temperaturmålinger, da vinteren kan byde på flere rekorder.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT