Grønlands regeringschef demonstrerer imod Trumps krav i Nuuk
Jens-Frederik Nielsen, formand for Naalakkersuisut, var til én af flere demonstrationer i Grønland lørdag.
Flere politikere, heriblandt Jens-Frederik Nielsen, der er formand for Naalakkersuisut, Grønlands regering, var lørdag mødt op til en demonstration i den grønlandske hovedstad, Nuuk.Her udtrykte grønlænderne deres modstand imod USA's præsident Donald Trump og hans krav om, at USA skal overtage Grønland.
Det skriver DR og det grønlandske medie KNR.
Ifølge DR var Jens-Frederik Nielsen mødt op til demonstrationen med en megafon i hånden. Han havde også et grønlandsk flag med sig.
- Vores fremtid afgøres af os, råbte regeringslederen i megafonen.
Mange var mødt frem for at deltage i demonstrationen i Nuuk, og billeder fra den grønlandske hovedstad viser, at gaderne var fulde af mennesker.
Demonstrationen begyndte omkring klokken 13 lokal tid - 16 dansk tid.
Ud over demonstration i Nuuk gik grønlændere også på gaden i byerne Qaqortoq, Aasiaat, Sisimiut og Ilulissat, skriver mediet Sermitsiaq.
Det grønlandske medie talte med flere deltagere ved demonstrationen. En af dem er Karren Jessen, der var mødt op sammen med sin familie.
- Jeg mener, at hvis USA køber os, så vil vi blive udslettet som et folk. Det er for vores efterkommere, at jeg er her, sagde hun.
En anden familie havde medbragt et skilt med påskriften "Greenland is not for sale" - Grønland er ikke til salg.
Demonstrationen endte uden for USA's konsulat i Nuuk.
Inden demonstrationerne begyndte i Grønland, gik flere hundrede mennesker på gaden i København, Aarhus, Odense og Aalborg for at vise deres støtte til grønlænderne og for at udtrykke kritik af USA.
Efterfølgende har Trump optrappet konflikten mellem Danmark og USA om Grønland med et opslag på det sociale medie Truth Social.
Her skriver han, at han vil lægge ekstra ti procent told på varer fra Danmark og en række andre europæiske lande på grund af situationen omkring Grønland.
/ritzau/
