Gæster blev hjulpet ned fra fejlramt rutsjebane i Djurs Sommerlad
En rutsjebane i østjysk forlystelsespark blev ramt af en fejl. Gæster blev hjulpet ned, fortæller direktør.
Forlystelsen "Piraten" i Djurs Sommerland gik onsdag eftermiddag i stå.Det skriver TV 2 Østjylland, som har talt med forlystelsesparkens administrerende direktør, Henrik B. Nielsen.
En fejlmelding gjorde, at forlystelsen blev standset, og de berørte gæster skulle hjælpes ned.
Alle gæsterne er onsdag aften hjulpet ned igen. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Ifølge avisen tog det omkring halvanden time.
Henrik B. Nielsen siger til avisen, at et driftsstop er beklageligt men ikke ualmindeligt.
- Vi kan ikke undgå de her driftsstop, omend vi gerne vil. Sådanne stop er allesammen sikkerhedsrelaterede. Det er komplicerede maskiner. Men det syner jo af noget i sådan en stor rutsjebane, når vi tager folk ud af forlystelsen, siger han.
TV 2 Østjylland bragte en video, som viste et vogntog, som holdt stille på en bakke på rutsjebanen.
Ifølge Djurs Sommerlands hjemmeside er "Piraten" 755 meter lang og har en topfart på 90 kilometer i timen.
/ritzau/