Fremgang for kongeørn giver hidtil højeste antal ynglepar
Med syv ynglepar har kongeørnen for alvor vundet fodfæste, og der er ifølge ornitolog potentiale til flere.
Det går stille og roligt fremad for de danske kongeørne.I år er der registreret syv ynglende par af rovfuglen med et vingefang på op til 2,25 meter.
Det er det højeste antal ynglende kongeørnepar siden 1998, hvor det første ynglepar blev registreret i Lille Vildmose i Nordjylland.
Det oplyser Hans Christophersen, der er artskoordinator for kongeørn i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
- Vi har registreret syv ynglepar, og det er det hidtil højeste, vi har set. Men det hører med til billedet, at kun tre af fem unger fløj fra reden. Der var to unger, der blev fundet døde, siger Hans Christophersen.
Det er uvist, hvad der var skyld i, at de to døde unger. Men det er ifølge ornitologen ikke usædvanligt, at ørneunger dør i deres første levetid.
I flere år omkring 2020 stod den danske bestand af kongeørne i stampe, men i både 2024 og 2025 har ørnene taget et spring fremad i antallet af ynglepar.
- Kongeørnen er i fremgang, men det er indtil videre inden for et begrænset område.
- Det er stadig en rovfugl, der er i Nordjylland med kerneområde i det nordøstlige Himmerland og det sydøstlige Vendsyssel, siger Hans Christophersen.
Der er potentiale til flere - helt op til 20 kongeørnepar, lyder vurderingen.
- Der burde være mulighed for flere par i både Thy, Vestjylland og det nordlige Vendsyssel, siger ornitologen.
Men kongeørn kommer formentlig ikke til at blive lige så talrig herhjemme som eksempelvis havørn, hvor cirka 160 par er registreret.
Selv om der er tale om to rovfugle, der i størrelse minder meget om hinanden, har de vidt forskellige behov.
- Havørn trives bedre nær mennesker - bare der er vand. Kongeørn derimod har brug for større uberørte arealer, siger Hans Christophersen.
Kongeørn er også glad for at etablere sig i områder, hvor der er let adgang til føde. Eksempelvis nær godser, hvor der er opdræt af fasaner til jagt.
Netop tilbøjeligheden til at fange fasaner gør, at kongeørn ikke er lige populær alle steder.
- En fasanudsætning er en buffet for en kongeørn. Det må man regne med. Men det giver nok en lidt blandet modtagelse.
- Nogle steder er kongeørnen på tålt ophold, mens man andre steder er stolte og glade over at have kongeørn på sine arealer, siger Hans Christophersen.
Siden 1998 er der kommet i alt 73 unge kongeørne på vingerne fra danske reder.
/ritzau/