Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Stig Thorsboe, som har skrevet ”Badehotellet”, "Krøniken" og "Lykke" er død efter kort tids sygdom.
Stig Thorsboe, som har skrevet tv-serierne "Badehotellet" og "Krøniken", er tirsdag eftermiddag død efter kort tids sygdom. Han blev 78 år.Det oplyser familien til Ritzau.
Stig Thorsboe står bag en række kendte danske tv-serier. Både ”Badehotellet”, "Krøniken" og "Lykke" har han skrevet med sin hustru, Hanna Lundblad.
- Jeg har mistet min elskede Stig. Min tætteste fortrolige og arbejdspartner, siger Hanna Lundblad i en skriftlig kommentar.
Hustruen fortæller videre, at Stig Thorsboe havde en smittende fortælleglæde og en sjov replik.
- Vi har løst vilde udfordringer sammen og flettet et dagligdags liv mellem dybe samtaler om fiktive personer, virkelige, os selv og vores to helt vidunderlige fælles sønner og deres ældre søskende, siger hun videre.
Familien beder om ro til at være i sorgen.
Stig Thorsboe var uddannet fra Den Danske Filmskole.
Gennem 1990'erne og 2000'erne skrev han manuskripter til DR med sin bror, Peter Thorsboe, der også er uddannet fra Den Danske Filmskole.
De var makkerparret bag serier som "Landsbyen" og "Taxa". Sidstnævnte, der handlede om den lille københavnske taxacentral Krone-taxa, blev sendt i 56 afsnit i slutningen af 1990'erne.
Den huskes både for skuespillere som Trine Dyrholm, Peter Gantzler og John Hahn-Petersen, men også for at være et nybrud i dansk tv-dramatik. Modsat de fleste andre serier var den nemlig ikke optaget i et studie.
Siden gik Stig Thorsboe sammen med Hanna Lundblad om at skrive manuskriptet til "Krøniken".
Første del om familien Nielsen og radiofabrikken Bella blev vist i 2004, og da det tiende afsnit løb over skærmen, fulgte 2,7 millioner med.
Knap ti år senere, i december 2013, havde den første sæson af "Badehotellet" premiere. I 2024 blev den sidste og tiende sæson vist på TV 2.
Seriens handling udspiller sig på et badehotel ved Vesterhavet og skildrer Danmark fra 1928 frem til 1947.
Ifølge Lotte Lindegaard, som er fiktionschef på TV 2, kan Stig Thorsboes betydning for dansk tv-drama næsten ikke overvurderes.
- Stig Thorsboe var en af vores allerstørste fortællere og en af arkitekterne bag den moderne danske tv-serie. Med sin enestående forståelse for mennesker og for de historier, der binder os sammen, har han sat et varigt aftryk på dansk fiktion og berørt generationer af seere, siger hun til TV 2.
Stig Thorsboe efterlader sig sin hustru, Hanna Lundblad, og fem børn.
RITZAU
