Fødselslæger efterlyser højere ugegrænse for abort

24. SEP 2023 • 07:00INDLAND/KRIMINAL

Etisk Råd er på vej med en udtalelse om abortgrænsen. Rådets mening kan blive afgørende for, om loven ændres.

Danmark var et af de første lande i Vesteuropa til at indføre fri abort. Det var i 1973, hvor abort blev tilladt indtil udgangen af 12. uge.

I dag - 50 år senere - er loven utidssvarende i forhold til de undersøgelser af fostrets sundhed, som alle gravide tilbydes, mener læger med speciale i fødsler og graviditet, Mødrehjælpen og Sex og Samfund.

Svaret kommer ofte efter abortgrænsen, og dermed skal den gravide søge et abortsamråd, hvis hun ønsker abort.

Det er formynderisk og ude af trit med et moderne kvindesyn, og derfor skal grænsen hæves, siger kritikerne, der afventer en udtalelse fra Det Etiske Råd.

Den offentliggøres tirsdag og kan blive afgørende for, om Folketinget beslutter at hæve grænsen for fri abort.

I Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG), der repræsenterer fødselslæger og gynækologer, er formand Lise Lotte Torvin Andersen ikke i tvivl:

- Grænsen bør hæves - særligt på grund af de fosterdiagnostiske undersøgelser, siger hun.

- I hvilken uge den skal ligge, har vi ikke taget stilling til. Det er et svært spørgsmål, og der er forskellige holdninger blandt medlemmerne. Men til og med 14. til 15. uge og måske til og med 18. uge.

I Mødrehjælpen peger direktør Ninna Thomsen ligeledes på fosterundersøgelserne, hvor den første er en skanning af fostrets nakkefold, der viser, om barnet kan blive født med Downs syndrom.

- Nakkefoldsskanningen gives i uge 12, nogen gange først i uge 13. Derfor skal vi have en abortgrænse, hvor kvinden får tid til at tænke sig om og ikke overnight skal beslutte sig, siger Ninna Thomsen.

Desuden fremhæver både Mødrehjælpen og fødselslægerne, at mere skånsomme aborter taler for at hæve grænsen.

- Aborter udføres på en anden måde, end de gjorde i 1970'erne. Dengang foretog man en udskrabning, mens de fleste aborter i dag er medicinske.

- Derfor er det også sundhedsmæssigt forsvarligt at hæve grænsen, siger Ninna Thomsen.

Debatten om abortgrænsen tog fart i januar i anledning af 50-året for den fri abort med en opfordring fra Sex og Samfund om at lægge grænsen ved minimum 18. graviditetsuge.

Det vil give de kvinder, der i dag skal søge tilladelse i et abortsamråd, større selvbestemmelse, siger generalsekretær Majbrit Berlau.

Abortsamrådene tog i 2022 stilling til 863 ansøgninger om abort efter 12. uge. 809 fik tilladelsen, mens 54 fik afslag.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er flere gange spurgt, om loven skal ændres. Hun har henvist til, at hun afventer Det Etiske Råd.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT