Fiskere vil have støtteordning efter forbud mod stenbiderfiskeri
Fiskeriforening kalder det ærgerligt, at en støtteordning ikke er klar, kort tid før forbud træder i kraft.
Der bør indføres en oplægningsordning til de fiskere, der fra nytår ikke længere kan fiske efter stenbidere i danske farvande.Det mener Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri.
Foreningen repræsenterer erhvervsfiskere, der bruger blandt andet garn og ruser, heriblandt til at fange stenbidere.
Lørdag har fiskeriminister Jacob Jensen (V) meldt ud, at stenbiderfiskeriet skal sættes på pause.
Det bringer fiskerne i en penibel situation, siger Søren Jacobsen, formand for Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri.
Han fisker selv efter stenbidere og deres eftertragtede rogn i de indre farvande.
- Hvis der ikke kommer en støtteordning, er jeg bange for, at det ender rigtigt galt. Der er ikke andet end stenbidere for os at fiske efter i årets tre første måneder, siger han.
Jacob Jensen har bedt sit ministerium om at undersøge mulighederne for en støtteordning til fiskerne.
Det ærgrer Søren Jacobsen, at det kort tid før årsskiftet ikke allerede er på plads.
- Det kunne da have været rart, hvis de havde meldt ud, at stenbideren sættes på pause, men at fiskerne bliver kompenseret. Så kunne vi trygt gå julen i møde, siger han.
Beslutningen om at sætte fiskeriet på pause er taget på baggrund af en anbefaling fra forskere på DTU Aqua om at stoppe stenbiderfiskeriet i dansk farvand.
Det samme har organisationer som Danmarks Naturfredningsforening og WWF Verdensnaturfonden opfordret til.
Både forskerne og organisationerne peger på, at der i de senere år er blevet fanget markant færre stenbidere end tidligere. Det tyder på, at bestanden er blevet mindre, lyder det.
Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri bakker op om en midlertidig pause i fiskeriet, siger formand Søren Jacobsen.
- Bestanden er blevet mindre, så det er fint at give stenbiderne en pause, så længe der laves en støtteordning.
- Men vi synes, at der skal indsamles mere data, for eksempel gennem forsøgsfiskeri, siger han.
Ifølge DTU Aqua er fangsten af stenbidere i Danmark i år 95 procent lavere end den gennemsnitlige fangst mellem 2013 og 2022.
Det har ikke været muligt for forskerne at dokumentere indsatsen i fiskeriet, altså hvor lang tid fiskerne skal bruge for at fange en stenbider.
/ritzau/