Faste læger på plejehjem giver færre indlagte beboere

30. DEC 2022 • 10:55INDLAND/KRIMINAL

De fleste plejehjem har nu fået faste læger tilknyttet, og det betyder ifølge regionerne færre indlæggelser.

Tre ud af fire plejehjem har nu tilknyttet en fast læge, som tilser de ældre beboere.

Det sikrer, at sygdomme og skavanker bliver taget i opløbet, så færre beboere indlægges, skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

- De faste plejehjemslæger er med til at forebygge, at beboerne indlægges unødigt, siger formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn og formand for Region Sjælland Heino Knudsen (S).

Ifølge en tidligere undersøgelse, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) har foretaget, reduceres indlæggelser med op til en tredjedel på plejehjem med faste læger tilknyttet.

Det skyldes ifølge Heino Knudsen, at de faste læger får et bedre kendskab til beboerne.

- Vi taler om en sårbar gruppe, der har brug for ekstra opmærksomhed og kontinuitet. Det får de ved, at det er den samme læge, der kommer og tilser dem på plejehjemmet.

- Lægen kender de enkelte patienter, deres sygehistorie og medicinering. Og samtidig hjælper lægen personalet med rådgivning et fast antal timer om ugen, siger Heino Knudsen.

Ordningen med faste plejehjemslæger blev aftalt mellem regionerne og de praktiserende læger og skulle træde i kraft 1. januar 2022.

Forud gik et forløb, hvor ordningen blev testet på udvalgte plejehjem.

Ambitionen er, at alle plejehjem skal have en fast læge tilknyttet. I øjeblikket lever 70 til 75 procent af plejehjemmene op til målet.

Den begrænsende faktor er ifølge regionerne manglen på læger.

Danske Regioner og de praktiserende læger har aftalt, at minimum 80 procent af plejehjemmene inden udgangen af 2024 skal have tilknyttet faste læger.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

20. MAJ 2025 • 14:03INDLAND/KRIMINAL
DR lukker 21 Søndag

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT