Fabrikanter melder om usædvanligt stort salg af grønlandske flag
Hos Dahls Flagfabrik er salg af grønlandske flag gået fra at udgøre få procent til 90 procent af onlineordrer.
Flere flagproducenter har de seneste dage berettet om en markant stigende efterspørgsel efter det grønlandske flag.Det gælder blandt andet Aalborg Flagfabrik, som DR har talt med.
Lederen af flagfabrikken, Charlotte Pii Rasmussen, beretter om "en meget større efterspørgsel på det grønlandske flag".
Det er både private og firmaer, der ifølge lederen af den nordjyske flagvirksomhed i stor stil bestiller Grønlands flag, Erfalasorput.
Hos Dahls Flagfabrik i København og Langkilde & Søn i Herlev, som Radio IIII og TV 2 Kosmopol tidligere på ugen talte med, ser man samme tendens.
- Jeg kan se, at omkring 90 procent af alle vores onlineordrer i denne uge har været med grønlandske flag.
- Det er en kraftig stigning fra de normale tre til fem procent, siger administrerende direktør i Dahls Flagfabrik Peter Østerbye til Radio IIII's hjemmeside.
Den store interesse for det grønlandske flag kommer i kølvandet på den amerikanske præsident, Donald Trump, der har udtrykt interesse for at erhverve verdens største ø.
Flere kommuner flagede onsdag med det grønlandske flag i forbindelse med den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), og den grønlandske udenrigsminister Vivian Motzfeldts besøg i USA.
De to udenrigsministre holdt møde med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio.
Her drøftede parterne præsidentens ønske om at erhverve sig Grønland.
Lars Løkke Rasmussen kunne efterfølgende berette, at det er besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe med embedsmænd, der skal søge at rede trådene ud.
Fredag flages der med det grønlandske flag i Rigsdagsgården foran Christiansborg.
Det har Folketingets Præsidium torsdag meddelt.
Årsagen er et møde mellem en række grønlandske, danske og amerikanske politikere fra Inatsisartut, Grønlands parlament, Folketinget og Kongressen i USA.
Flagningen foregår fra fredag klokken 8.28, hvor solen er stået op, og frem til solnedgang samme dag.
/ritzau/
