Epilepsimedicin kan føre til mindre børn

10. FEB 2024 • 05:00INDLAND/KRIMINAL

Kæmpeundersøgelse med nordiske børn gennem 20 år viser, at en række lægemidler mod epilepsi er forbundet med øget risiko for lav fødselsvægt hos barnet.

Livsnødvendig medicin for sygdommen epilepsi kan betyde, at gravide føder mindre børn, og at barnet derfor siden har øget risiko for hjertekarsygdomme.

Verdens største undersøgelse nogensinde - af 4,5 millioner børn - kaster nyt lys over risikoen ved at tage epilepsimedicin under graviditeten.

Læger og forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet samt fra Finland, Island, Norge og Sverige er dykket ned i millioner af børns fødselsvægt gennem 20 år og oplysninger om morens brug af epilepsimedicin under graviditeten.

Fra Danmark indgår knap 39.000 børn af mødre med epilepsi.

Resultaterne viser, at børn af mødre, som brugte bestemte epilepsimidler, havde større risiko for at blive født med lav fødselsvægt.

Et enkelt lægemiddel - karbamazepin - medførte desuden risiko for, at barnet blev født med mindre hovedomfang.

- Resultaterne er bekymrende. Mindre vækst i fostertilstanden øger både risikoen for fosteret i graviditet og fødsel og risikoen for sygdom senere i livet, siger overlæge og professor Jakob Christensen fra Aarhus Universitetshospital.

Han er leder af studiet sammen med seniorforsker Julie Werenberg Dreier fra Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet.

De har tidligere afdækket risikoen for, at børn får medfødte misdannelser eller psykiske lidelser, når moren tog epilepsilægemidler i graviditeten.

Det fik Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) til at ændre sin information om risici ved brug af epilepsimedicin under graviditet.

- Lav fødselsvægt er jo et udtryk for, at barnet ikke har haft det godt under graviditeten. Og på lang sigt kan barnet også få sundhedsmæssige problemer som hjertekarsygdomme, som først viser sig i voksenårene, siger Jakob Christensen.

Han peger på, at studiet nu gør det muligt for læge og patient at se nærmere på, om der er en mere sikker epilepsimedicin, end den patienten bruger i dag.

Tidligere og mindre studier på området har ikke kunne vise de samme og sikre sammenhænge, så studiet gør det nemmere at tage visse lægemidler med i advarslerne for gravide.

I Danmark fødes op mod 400 børn årligt af kvinder med epilepsi.

Epilepsimidlerne bruges også til smertebehandling af blandt andet migræne.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU