Enlige kvinder flytter fra udrejsecenter efter måneders forsinkelse

4. DEC 2024 • 11:18INDLAND/KRIMINAL

Kvinder på Kærshovedgård har fortalt om chikane, men flytning blev forsinket. Onsdag rykker de til Avnstrup.

En række enlige kvinder er onsdag blevet flyttet fra Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland til Udrejsecenter Avnstrup på Sjælland.

Det skriver Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl, på den sociale platform X.

Her har han lagt et billede op fra en bus, som kvinderne flyttes i.

- Endelig er kvinderne på Kærshovedgård Udrejsecenter på vej til tryggere forhold i Avnstrup. Et regeringsløfte er opfyldt.

- Vi kæmper videre for, at også de sårbare mænd på centret får tryggere forhold.

Ladekarl henviser til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet i marts meddelte, at kvinderne skulle flyttes til Avnstrup.

Det skyldtes, at kvinderne havde fortalt om seksuel chikane og uønsket seksuel kontakt på Kærshovedgård.

På daværende tidspunkt hed det, at der var tale om 12 kvinder.

I august kom det frem, at flytningen var stødt på problemer. Frihedsbrevet kunne fortælle, at en konflikt omkring en særskilt madordning for kvinderne på Udrejsecenter Avnstrup havde voldt problemer.

Men i midten af november meddelte Udlændingestyrelsen, at alle praktiske forhold var løst. Flytningen ville finde sted i uge 49, lød det.

Udrejsecenter Kærshovedgård drives af Kriminalforsorgen. Det er efter aftale med Udlændingestyrelsen.

Røde Kors driver en sundhedsklinik. Organisationen stiller også psykologer, omsorgsmedarbejdere og en psykiater til rådighed.

Centret har eksisteret siden 2016 og har i mange år været omdiskuteret.

Det huser omkring 250 personer. Blandt dem er personer på tålt ophold, personer, der er udvist ved dom, og afviste asylansøgere.

Udlændingestyrelsen oplyste til Ritzau i marts, at der siden 2016 havde været 18 indberetninger med emneordet seksuelle krænkelser.

Der er blevet foretaget politianmeldelse i 17 ud af de 18 sager.

Fra marts og frem til slutningen af september har styrelsen ikke modtaget indberetninger om seksuelle krænkelser mod kvinder på Kærshovedgård.

Den daglige drift af Avnstrup varetages af Røde Kors.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT