Endnu fire småøer bliver undtaget fra taxaloven

29. SEP 2024 • 10:07INDLAND/KRIMINAL

Fra tirsdag kan alle køre med betalende passagerer uden krav fra taxiloven på Fur, Nekselø, Omø og Sejerø.

Fra 1. oktober bliver taxiloven ophævet på Fur, Nekselø, Omø og Sejerø.

Det betyder, at alle kan køre med betalende passagerer uden krav fra taxiloven på disse øer.

Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

På fire andre øer - Hjarnø, Bågø, Endelave og Orø - har taxiloven været ophævet siden 1. juli.

Det skal sikre bedre mobilitet på småøerne, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i pressemeddelelsen.

- Med ø-taxiordningen får øerne nogle muligheder, de ikke har haft før, fordi alle kan køre med alle mod betaling og uden krav fra taxiloven.

- Det giver ekstra mulighed for mobilitet for de lokale og øernes besøgende, siger transportministeren i meddelelsen.

Siden årsskiftet har det været muligt for småøer at søge om undtagelse fra taxiloven.

Kravet til øerne er, at der ikke i forvejen er taxibetjening, og at de ikke er landfaste med en bro eller tunnel.

Ansøgningerne bliver løbende behandlet, og nu er i alt otte øer undtaget.

Sammenslutningen af Danske Småøer har tidligere givet udtryk for, at de er betænkelige ved at ophæve taxiloven på småøer.

Den holdning gentager formand Kirsten Sydendal til TV Midtvest efter endnu fire øer er blevet undtaget fra taxiloven.

Det er særligt forsikringsdelen, hun er bekymret for.

- Hvis der sker en ulykke, er ejeren af bilen ikke forsikringsdækket, hvis ikke vedkommende har en erhvervsforsikring.

- Så kan chaufføren blive mødt af et stort krav fra skadelidte eller fra deres forsikringsselskab. Og den skadelidte passager kan risikere ikke at kunne få erstatning for sine skader, skriver hun i en mail til TV Midtvest.

Transportminister Thomas Danielsen har dog tidligere sagt, at han er helt tryg ved, at loven bliver ophævet på visse øer.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det i høj grad det, man gør i dag: Man hjælper hinanden. På en eller anden måde er det bare ulovligt, men det lovliggør vi nu, sagde han, da regeringen kom med lovforslaget sidste år.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT