Dronningen og kronprinsparrets protektioner ophører ved tronskiftet
I sin nytårstale meddelte dronningen, at hun træder tilbage, og at kronprins Frederik bliver konge 14. januar.
Dronning Margrethe og kronprinsparrets protektioner ophører i forbindelse med tronskiftet 14. januar.Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.
Også de æreshverv, som dronningen og kronprinsparret måtte have i øjeblikket, ophører ved tronskiftet.
Efter tronskiftet tages der stilling til, hvilke protektioner som skal fortsætte samt fordelingen af disse.
- Den kongelige familie varetager protektioner og æreshverv for en lang række organisationer og foreninger, der spænder over en bred vifte af områder som erhverv, kultur, sport, bæredygtighed og sociale formål.
- Efter tronskiftet den 14. januar 2024 vil der i løbet af nogle måneder blive taget stilling til, hvilke af kronprinsparrets og Hendes Majestæt Dronningens protektioner, der skal videreføres og fordelingen heraf, skriver kongehuset.
De berørte institutioner og organisationer bliver kontaktet, når protektionernes fremtid og fordeling er på plads, oplyser kongehuset.
Både dronningen, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har et hav af protektioner.
Dronningen er eksempelvis protektor for Danmarks Idrætsforbund, Foreningen Grønlandske Børn, Gigtforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Ældre Sagen og Aarhus Festuge.
Den kommende kong Frederik er protektor for blandt andet Bloddonorerne i Danmark, Dansk Tennis Forbund, Red Barnet og Røde Kors. Af æreshverv er kronprinsen blandt andet æresformand for Kongelig Dansk Yachtklub.
Kronprinsesse Mary er protektor for blandt andet Dansk Flygtningehjælp, DR Pigekoret, Zoologisk Have København, Mødrehjælpen, Hjerteforeningen, Julemærkefonden og Dansk Svømmeunion. Blandt sine æreshverv er hun æresmedlem i en håndfuld danske golfklubber.
Det var i sin nytårstale, at dronning Margrethe meddelte, at hun træder tilbage som Danmarks dronning. Det sker efter 52 år på posten.
14. januar bliver kronprins Frederik til kong Frederik X. Kronprinsessen bliver til dronning Mary. Dronning Margrethe beholder sin titel som dronning.
/ritzau/