KØB ABONNEMENT

DR kritiseres for mangel på diversitet op til årlig prisuddeling

INDLAND/KRIMINAL • 16. OKT 2026 • 10:46

Lineuppet ved P3 Guld har mødt kritik for arrangementets kønsfordeling. I alt optræder 12 mænd og 2 kvinder.

Fredag aften løber årets P3 Guld af stablen i form af en musikfest i DR Koncerthuset.

Men tiden op til, at prisuddelingen kulminerer, har ikke udelukkende været præget af rosende ord og glæde.

Lineuppet ved årets arrangement har mødt massiv kritik fra flere kanter.

Kritikken går på manglen på diversitet ved musikprisuddelingen.

Der vil under arrangementet være fem liveoptrædener fra blandt andre sangeren Annika og bandet Smag på dig selv.

I alt vil 12 mænd og to kvinder indtage scenen i løbet af aftenen.

Oliver Lauridsen, der er en del af Smag på dig selv, er blandt kritikerne.

Han er i DR's egen nyhedspodcast Tiden blevet spurgt, hvad han tænkte, da han så plakaten første gang.

- Der tænkte jeg: Hold da kæft, der er mange mænd. Og hold da kæft, de er alle sammen hvide, lød det.

Flere andre kunstnere har også meldt sig i koret af kritikere.

Det er blandt andet sket på det sociale medie Instagram, både under P3's eget opslag med offentliggørelsen af artisterne, men også i særskilte opslag på egne profiler.

Sangeren Camma, der er dansk-nigerianer og selv optrådte ved P3 Guld i 2023, har for eksempel kritiseret det i en video på sin egen profil, hvor der står "P3 are you okay (er du okay, red.)?".

- Det er så fedt at se, at det år, hvor jeg var inviteret til P3 Guld, er et af de mest diverse år i P3 Guld-historik, og så har det bare været ned ad bakke siden, lyder det blandt andet i videoen.

P3 Guld er en årlig prisuddeling, der med DR's egne ord skal hylde årets bedste danske musik.

Dørene til uddelingen åbner klokken 19.30, og det er radioværten Julie Rahbek, der er vært ved arrangementet.

Der uddeles i alt fire priser: P3's Næste, P3 Live, P3 Lytterhittet og P3 Prisen.

P3 Live og P3's Næste er to nye kategorier. Sidstnævnte erstatter P3 Talentet, som sangeren Mille løb med ved sidste års arrangement.

Den helt store hjemtager af priser i 2025 blev bandet Aphaca, der tog både Lytterhittet og P3 Prisen.

Ritzau afventer en kommentar fra DR.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT