KØB ABONNEMENT

Død hval ved Klitmøller skal blive liggende på stranden

INDLAND/KRIMINAL • 3. OKT 2026 • 09:47

En død hval skal blive liggende på stranden ved Klitmøller og indgå i naturens kredsløb, siger vildtkonsulent.

En død hval, der for nogle uger siden skyllede død op på stranden mellem Klitmøller og Vangså i Nordvestjylland, vil ikke blive fjernet.

Den skal derimod blive liggende på stranden og indgå i naturens kredsløb, lyder det.

Det siger vildtkonsulent Tommy Hansen fra Naturstyrelsen Thy til TV Midtvest.

- I sådan en hval er der en masse godt biologisk materiale, der kan indgå i økosystemet. Mange dyr får glæde af nedbrydningsprocessen, og man kan allerede nu se, at mågerne har hakket godt i den, siger han til mediet.

Da hvalen skyllede op på stranden, lød vurderingen fra strandfoged Mads Ring, at der var tale om en bardehval, fordi hvalen ikke har tænder.

Han fortalte også, at hvalen er cirka ni meter lang og 120 centimeter bred.

Ifølge Danmarks Nationalleksikon omfatter bardehvaler traditionelt fire familier: dværghvalen, rethvaler, finhvaler og gråhvaler.

I familien af finhvaler findes vågehvaler, brydeshvaler, sejhvaler, finhvaler, blåhvaler og pukkelhvaler.

Det er hvalforsker Carl Kinze, der er tilknyttet Statens Naturhistoriske Museum, som har forfattet opslagene i Danmarks Nationalleksikon.

Han har tidligere fortalt til Ritzau, at det ud fra beskrivelsen af hvalen på stranden mellem Klitmøller og Vangså sandsynligvis er en vågehval.

Det er ikke første gang, at en død hval bliver liggende på en dansk strand.

Miljøstyrelsen har bestemt, at flere af de kaskelothvaler, der i februar strandede på vestkysten, skal blive liggende.

Begrundelsen er blandt andet, at døde hvaler er til gavn for måger og andre dyr, der har appetit på ådsler.

Derfor lod man også en død kaskelothval ligge på stranden ved Stenbjerg Landingsplads i Thy i foråret.

Den døde kaskelothval drev først ind til kysten ved Blåvand. Senere drev den til havs og endte ved Lyngby i Thy, inden den til sidst endte i Stenbjerg.

Miljøstyrelsen har tidligere opfordret til, at man holder afstand til de døde hvaler, da de potentielt kan overføre sygdomme til dyr og mennesker.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT