DMI varsler om skybrud i store dele af landet

21. JUN 2024 • 18:21INDLAND/KRIMINAL

Fredag aften og natten til lørdag vil kraftig regn og lokale skybrud ramme flere steder i Danmark.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler om kraftig regn og lokale skybrud fra fredag klokken 20 til lørdag klokken 06.

Det skriver DMI på sin hjemmeside.

Tidligere skrev DMI, at det særligt kunne ramme Syd- og Sønderjylland, Fyn, Midt- og Vestsjælland samt Lolland og Falster.

Men nu omfatter varslet også Hovedstadsområdet og Østjylland - herunder Aarhus. Det oplyser DMI til Ritzau.

DMI har desuden sendt en varsel om risiko for skybrud og kraftig regn for resten af landet undtagen Bornholm.

- Der er stor usikkerhed om nedbørsmængderne i aften og i nat, samt den første del af lørdagen. Vi anbefaler derfor, at man følger godt med på vores hjemmeside, skriver meteorolog Jesper Eriksen på DMI's hjemmeside.

Flere steder forventer DMI, at der i tidsrummet vil falde mellem 25 og 35 millimeter regn i løbet af seks timer.

Kriteriet for kraftig regn er mere end 24 millimeter nedbør på seks timer, og kriteriet for skybrud er mere end 15 millimeter på 30 minutter.

Forsikringsselskabet Tryg har af samme grund udsendt en meddelelse til flere af sine kunder, der bor i de områder, hvor DMI har varslet.

Her opfordres man til at lukke alle døre og vinduer og tjekke, at de er helt tætte og at tjekke, at tagrender, tagnedløb og nedløbsbrønde ikke er tilstoppede.

DMI forventer, at en front fredag aften vil trække op over Danmark fra sydvest. I løbet af natten til lørdag vil den bevæge sig mod nord og nordøst.

Lørdag morgen vil den derfor ligge over den nordlige del af landet og Kattegat, skriver DMI på sin hjemmeside.

De varslede områder, som på DMI's hjemmeside er markeret med gult, er der, hvor der i øjeblikket er størst sandsynlighed for, at fronten vil ramme.

I løbet af lørdag klarer vejret op fra sydvest, og derfor vil der med stor sandsynlighed være bedre vejr søndag, hvor det er sankthans. Det skriver Jesper Eriksen på DMI.

Her vil der både komme perioder med sol og skyer og muligvis enkelte lette byger, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT