DAO vinder første udbud efter ny postaftale

2. SEP 2024 • 18:17INDLAND/KRIMINAL

Blindepost skal fremover håndteres af DAO, efter at selskabet har indgået kontrakt med Transportministeriet.

Dansk Avis Omdeling (DAO) vinder det første udbud efter ny postaftale og skal fremover omdele blindepost i Danmark.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse mandag.

Transportminister Thomas Danielsen (V) glæder sig over, at første postudbud er gennemført.

- Det er min pligt, at skattekronerne forvaltes bedst muligt, hvorfor vi fremadrettet lader markedsaktørerne konkurrere om opgaverne på lige vilkår, siger han i meddelelsen.

Blindeposten er tidligere blevet omdelt af PostNord som en del af befordringspligten. Selv om selskabet bød sig til igen, var det DAO, som fik tildelt ansvaret.

Befordringspligten blev ophævet i Danmark med den nye postlov, som trådte i kraft ved årsskiftet.

Den nye postlov sikrer fri konkurrence på postmarkedet og fjerner dermed den årlige millionstøtte, som PostNord har fået for at sikre udbringning af breve og pakker i hele landet.

DAO understregede allerede i juni, at man var klar til at tage kampen op om udbringning af breve i Danmark.

- Vi håber, at det kan give bedre markedsandele til os, og at konkurrencesituationen vil gøre, at man kan konkurrere på lavere priser, sagde administrerende direktør Hans Peter Nissen i den forbindelse.

På det tidspunkt bragte DAO op mod 11 millioner breve ud om året. Derudover leverer selskabet også pakker i hele landet hele året.

Nu påtager det sig så også ansvaret for at uddele op mod 600.000 blindeforsendelser hvert år.

Langt størstedelen kommer fra den statslige institution Nota, der står for cirka en halv million af dem.

Nota beskriver sig selv som en institution, der "producerer og udlåner tekster, som er gjort tilgængelige for mennesker med læsehandicap".

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT