Danskere opfordres til at forlade Libanon nu
Udenrigsministeriet vurderer, at flymuligheder ud af Libanon pludselig kan ophøre i det krigsramte land.
Udenrigsministeriet opfordrer danskere til at forlade Libanon med det samme på grund af risiko for sikkerheden.Det sker tirsdag på det sociale medie X og på ministeriets hjemmeside.
En optrapning af israelske angreb betyder, at ministeriet vurderer, at det er risikabelt at opholde sig i landet. Samtidig vurderes det, at det pludselig kan blive svært at finde fly ud af Libanon.
- Rejs ud nu, mens det stadig er muligt. Der er tiltagende og betydelig risiko for, at kommercielle muligheder helt ophører uden varsel.
- Vent ikke på en direkte afgang til Danmark, men book de første ledige billetter ud af landet, skriver Udenrigsministeriet i rejsevejledningen på sin hjemmeside.
Danskere i det krigshærgede land opfordres desuden til at skrive sig på danskerlisten og holde sig opdateret.
Danskerlisten er en liste, som danske statsborgere og personer med opholdstilladelse i Danmark kan skrive sig på, når de rejser eller bor i udlandet.
Der er tirsdag registreret 420 personer på danskerlisten i Libanon, oplyser Udenrigsministeriet. Det er frivilligt at registrere sig, så det nøjagtige antal er ukendt.
De seneste uger er kamphandlingerne mellem den politiske og militante libanesiske Hizbollah-bevægelse og Israel eskaleret.
Hizbollah og Israel har i et år nærmest dagligt rettet angreb mod hinanden over grænsen.
Israel har på det seneste skruet markant op for angrebene mod bevægelsen og blandt andet dræbt dens øverste leder, Hassan Nasrallah.
Over 2000 er blevet dræbt i løbet af et års kampe, oplyste det libanesiske sundhedsministerium søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Langt de fleste er døde i de seneste ugers kampe.
Tirsdag har Israels militær udvidet med operationer på landjorden i Libanon til sydvestlige dele af landet.
Dermed er nye zoner med i den israelske hærs indtrængen på libanesisk område.
Operationerne omtales som "begrænsede, lokaliserede og målrettede".
Natten til tirsdag angreb Israel desuden Libanons hovedstad, Beiruts, sydlige forstæder, hvor Hizbollah står stærkt.
/ritzau/