Danskere ønsker stop af alkohol-sponsorater ved sport
Tre ud af fire danskere mener, at alkoholforbruget i Danmark er for højt, viser ny undersøgelse.
En stor, kold fadøl i hånden og en landskamp på skærmen eller på stadion kan ofte ses som to faste følgesvende. Men adskillelsen af de to kan muligvis være vigtig for den danske alkoholkultur.I hvert fald mener mere end halvdelen af danskerne, at det skal være ulovligt for alkoholproducenter at sponsorere eller markedsføre sig i forbindelse med sport.
Det viser en ny undersøgelse fra Alkohol & Samfund, hvor 2016 danskere i alderen 18 år og ældre har svaret på spørgsmål om danskernes alkoholforbrug.
Markedsføring af alkohol må ikke sættes i forbindelse med aktiv sportsudøvelse, skriver Alkoholreklamenævnet på sin hjemmeside.
Men det betyder ikke, at alkoholproducenter ikke må sætte logo på sportsbeklædning af voksne sportsudøvere.
Janne Tolstrup, der er forperson for bestyrelsen i Alkohol & Samfund, siger, at organisationen bakker op om en strammere lovgivning i forhold til markedsføring af alkohol.
- Vi har en ret liberal markedsføring omkring alkohol. Alkohol er meget synligt i det danske samfund, og det vil altså ændre denne her alkoholkultur i Danmark, hvis vi også får en anden markedslov, siger hun.
Det tyder på, at danskerne netop er klar til at gøre op med den danske alkoholkultur. Tre ud af fire i undersøgelsen svarer, at alkoholforbruget i Danmark er for højt.
- Vi har en kultur i Danmark, hvor alkohol fylder rigtig meget. Der er virkelig mange former for sociale begivenheder, hvor alkohol er en del af det, siger Janne Tolstrup.
Hun nævner blandt andet skolestart på ungdomsuddannelser eller middage med venner i festligt lag, hvor der er en forventning om, at man skal drikke alkohol.
- Det er helt okay ikke at drikke, hvis man har en god grund. Det kan være, at man er i bil eller gravid. Men hvis man bare fravælger det, kan det være svært at forstå, siger hun.
Derfor er det nødvendigt at gøre op med danskernes syn på alkohol i sociale sammenhænge.
Foruden at ville stramme lovgivningen i forbindelse med alkohol-sponsorater svarer over halvdelen i undersøgelsen også, at man bør forbyde markedsføring af alkohol på sociale medier.
I Alkohol & Samfund vil man gerne have en "bæredygtig alkoholkultur" - at man ikke drikker for meget, og det er ens frie valg.
- Og så er det vigtigt, at vi får afkoblet alkohol fra en række ting og begivenheder, som jo slet ikke handler om alkohol, siger Janne Tolstrup og nævner blandt andet sportsbegivenheder og skolestart.
/ritzau/