Dansk Sprognævn fjerner omstridt komma-anbefaling

2. JUN 2023 • 21:44INDLAND/KRIMINAL

Fra november 2024 vil Dansk Sprognævn ikke længere anbefale borgerne at gøre brug af nyt komma.

Dansk Sprognævn vil ikke længere anbefale borgerne at bruge nyt komma.

Reglerne er de samme som før, men anbefalingen om nyt komma forsvinder fra 2024.

Det siger direktør i Dansk Sprognævn Thomas Hestbæk Andersen til Politiken.

- Sprognævnet har lyttet til sprogbrugerne og taget til efterretning, at nyt komma ikke er slået bredt an. Det har vi taget konsekvensen af, siger han.

Der er to kommasystemer i Danmark. Grammatisk komma og nyt komma.

Det er også i daglig tale omtalt som at skrive med eller uden startkomma.

Hvis man skriver med startkomma, dækker det over det grammatiske komma.

Hvis man skriver uden startkomma, dækker det over nyt komma, som er det, Dansk Sprognævn længe har anbefalet borgerne at gøre brug af.

Altså indtil den næste udgave af Retskrivningsordbogen udkommer i november 2024, skriver Politiken.

Det har siden 2004 været valgfrit, hvilken form man brugte. Det vil det fortsæt være.

De to kommasystemer adskiller sig i forhold til, hvor man sætter sit komma ved en ledsætning.

Grammatisk komma er at sætte komma foran ledsætning.

Nyt komma er, hvor man som hovedregel sætter komma efter en ledsætning, men ikke før.

For god ordens skyld kommer her to eksempler på de forskellige kommasystemer.

Nyt komma: Jeg ved at han er klog.

Grammatisk komma: Jeg ved, at han er klog.

Så sprognævnets anbefaling har lydt - og lyder indtil november 2024 - at man undlader at sætte komma foran ledsætninger. Det vil sige, at man som hovedregel undlader at sætte komma foran "at", "der", "som", og "hv-ord".

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU