Dansk filmmusical udtaget til filmfestival i San Sebastián

30. JUL 2024 • 15:19INDLAND/KRIMINAL

Joshua Oppenheimers "The End", der er dansk produceret, er udtaget til filmfestival i spanske San Sebastián.

Den danskproducerede filmmusical "The End", der er instrueret af den oscarnominerede instruktør Joshua Oppenheimer, er blevet udtaget til hovedkonkurrencen ved den internationale filmfestival i den nordspanske by San Sebastián.

Det oplyser filmfestivalen på sin hjemmeside.

Joshua Oppenheimer, der er britisk-amerikaner, men bosat i København, er særligt kendt for sine dokumentarer.

Det er produktionsselskabet Final Cut for Real og den danske producent Signe Byrge Sørensen, der står bag filmen.

Hun har tidligere produceret Joshua Oppenheimers to dokumentarer "The Act of Killing" fra 2012 og "The Look of Silence" fra 2014, som begge blev nomineret til en Oscar.

Signe Byrge Sørensen er også producenten bag den danske animationsdokumentar "Flugt", der i 2021 vandt hovedprisen på Sundance Film Festival og var nomineret i to kategorier ved oscaruddelingen.

Det er ikke det eneste danske samarbejde om filmen. Manuskriptet har Joshua Oppenheimer skrevet sammen med den danske manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg.

Filmmusicalen handler om en af de sidste familier, der lever et luksusliv i en bunker dybt under jorden, efter resten af Jorden er gået under.

Da en fremmed ung kvinde pludselig ankommer til bunkeren, begynder sønnen, der spilles af George MacKay, at sætte spørgsmålstegn ved familiens liv under jordens overflade.

Også de oscarvindende skuespillere Tilda Swinton og Michael Shannon ses i filmens bærende roller.

"The End" er tidligere på måneden også blevet udtaget til filmfestivalen i Toronto, hvor filmen får verdenspremiere. Filmfestivalen afholdes i begyndelsen af september.

Den internationale filmfestival i San Sebastián afholdes fra den 20. til den 28. september.

Det vides endnu ikke, hvornår "The End" får dansk premiere.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT