Danmarks badevandskvalitet kravler op i top-5 i EU

20. JUN 2023 • 13:01INDLAND/KRIMINAL

Knap 95 procent af det danske badevand er blevet målt til at være af den allerfineste kvalitet, viser rapport.

Sommeren er over os, og flere danskere udnytter muligheden for at tage en tur på stranden.

Og det kan man roligt gøre.

94,3 procent af det danske badevand er nemlig af den allerfineste kvalitet.

Det viser en ny rapport, som EU's miljøagentur udgiver hvert år.

Sidste år lød tallet på 91,9 procent.

Forbedringen betyder, at Danmark fra sjettepladsen kravler op i top-5 i EU. Kun Cypern, Østrig, Grækenland og Kroatien ligger højere på listen.

Danmark og Malta deler femtepladsen.

Rapporten er baseret på 9448 vandprøver fra knap 1100 strande ved havet og søer i sommeren i fjor.

Målingerne, som kommunerne har foretaget, viser, at 980 strande har "fremragende" badevand, 42 strande har "godt" badevand, og seks strande har "tilfredsstillende" badevand.

Tre strande er omvendt blevet målt til at have dårlig badevandskvalitet. Det gælder Hjarbæk Fjord, Bork Havn og Vandet Sø, der ligger i Thy.

Her gælder det, at kommunerne enten fraråder eller forbyder badning, skriver Miljøstyrelsen.

Kolby Kås Campingplads på Samsø, Filmtorvet i Holbæk og Amager Sydstrand er eksempler på badestrande, der siden sidste år er rykket op i den bedste kategori.

Badevandet er blevet vurderet ud fra mængden af sundhedsskadelige bakterier, herunder colibakterier og enterokokker, der eksempelvis er skyld i urinvejsinfektioner.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT