Danmark vinder første VM-guld i håndværksfag i 13 år
Danmark vinder en guld- og en bronzemedalje til VM i Skills i fagene flisemurer og landbrugsmaskinmekaniker.
Danmark har for første gang i 13 år vundet en guldmedalje til verdensmesterskaberne i håndværksfag, Worldskills, i Lyon.Kristian Bak Hansen vandt søndag guld i faget flisemurer, mens Birgitte Brunsgaard Jacobsen også sørgede for en dansk bronzemedalje i faget landbrugsmaskinmekaniker.
Det skriver SkillsDenmark i en pressemeddelelse.
- Det er helt fantastisk, at Kristian tager guldet. Han er en virkelig sej gut, der har trænet og knoklet for det her resultat i årevis, og nu kan han kalde sig verdensmester. Bronzemedaljen til Birgitte er også meget imponerende, siger formanden for SkillsDenmark, Søren Heisel.
- Det er en virkelig flot indsats af hele det danske skillslandshold, der viser, hvor fantastisk dygtige vores unge lærlinge er i Danmark. Jeg er simpelthen pavestolt.
Sidste gang, at Danmark fik en guldmedalje, var ved verdensmesterskaberne i London i 2011, hvor deltagerne i fagene murer og maler kunne stille sig øverst på skamlen.
Birgitte Brunsgaard Jacobsen er den første kvinde nogensinde til at vinde en VM-medalje i faget landbrugsmaskinmekaniker.
De seneste danske medaljer ved et verdensmesterskab i håndværksfag var i 2017, hvor det i fagene kok og landbrugsmaskinmekaniker blev til bronze.
I alt deltog 20 danske håndværkere ved VM i Lyon.
De danske deltagere dystede blandt andet i fagene kok, bager, receptionist og industritekniker.
Desuden modtager danske deltagere i alt ni hædersmedaljer i forbindelse med mesterskabet.
Hædersmedaljerne gives til deltagere, der scorer over 700 ud af 800 mulige point i konkurrencerne, selv om de ikke opnåede en podieplads.
De danske deltageres samlede pointhøst i konkurrencerne sørger for, at Danmark ender på en samlet 14.-plads ud af de 70 deltagende lande.
/ritzau/