Dårlig it udsætter sundhedspersonale for technostress

13. AUG 2024 • 15:30INDLAND/KRIMINAL

Technostress er et kendt fænomen i sundhedsvæsenet. Forkvinde og næstformand har et bud på løsningen.

Teknologi kan lette arbejdspresset i sundhedsvæsenet. Men den kan også fungere som en stressfaktor og gøre mere skade end gavn, hvis den ikke virker optimalt.

Det siger forkvinde for Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg til Ritzau.

Udtalelsen kommer på baggrund af et nyt studie fra Roskilde Universitet, der beskæftiger sig med begrebet technostress og omfanget af dette i det danske sundhedsvæsen.

Begrebet technostress dækker over de frustrationer, der opstår, når mennesker oplever udfordringer med at arbejde med eller tilpasse sig ny teknologi.

Professoren bag studiet, Morten Hertzum, har tidligere peget på, at de store udfordringer med teknologi i sundhedsvæsenet bunder i it-systemer, der enten er for langsomme eller ikke fungerer i forhold til det arbejde, der skal udføres.

Samtidig peger han på, at sundhedspersonalet ikke er tilstrækkeligt uddannede i de systemer, de forventes at bruge.

Og det er problematikker, som Dorthe Boe Danbjørg kan nikke genkendende til.

Hun bruger sygeplejerskernes dokumentationssystemer som eksempel på en teknologi, der implementeres for at lette arbejdsbyrden, men som ikke at virker optimalt i forhold til, hvordan personalet arbejder.

- Systemet skulle forhindre, at man skal dokumentere i hånden. Men de passer ikke til den måde, vi dokumenterer på, eller også taler de forskellige ikke sammen. Derfor ender vi med at skulle lave dobbelt dokumentation, siger forkvinden.

Ifølge Dorthe Boe Danbjørg er det sket for mange gange, at sundhedspersonalet er blevet lovet teknologi med forventning om, at alting bliver hurtigere.

- Vi mener, at der skal være en dokumenteret effekt inden implementering. Det er ikke nok bare at have høje forventninger, siger han.

Løsningen på technostress er simpel, hvis man spørger Dorthe Boe Danbjørg og Dansk Sygeplejeråd.

- Sygeplejersker og andet sundhedspersonale skal være med til at udvikle teknologierne til sundhedsvæsenet.

- Det er os, der kender arbejdsgangene, og det er ofte os, der kan komme med de gode idéer, siger hun.

En appel som næstformand for Radiografrådet Kathrine Marie Erenskjold tilslutter sig.

- Det er dem, der arbejder med det, der skal være med til at udvikle og styre det. Om ikke andet skal de i hvert fald give deres besyv til, hvordan det skal foregå, lyder det.

Dansk Sygeplejeråd er selv kommet med ti anbefalinger til udviklingen af teknologi, der kan forbedre sygeplejen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT