Christiania vil samarbejde med organisation om almene boliger

29. MAR 2023 • 10:17INDLAND/KRIMINAL

En integreret model, hvor nye almene boliger bliver en del af Christiania, er ifølge talsperson at foretrække.

Christiania vil samarbejde med en eksisterende boligorganisation om oprettelsen af nye almene boliger, som er aftalt med regeringen.

Men fristaden holder også døren åben for, at det måske ikke lykkes, og at nytilflyttere i de almene boliger ikke bliver en del af Christiania.

Det er resultatet af et tre et halvt time langt fællesmøde afholdt tirsdag aften. Det oplyser Mette Prag, som er talsperson for fællesmødet og arbejdsgruppen for lokalplaner og boligorganisation.

- Den fuldt integrerede model, hvor Christiania stifter sin egen boligorganisation, er det, der er det rigtige at gøre, siger talspersonen natten til onsdag.

- Men vi kan også godt se, at vi skal samarbejde med en boligorganisation for at gøre det.

Udgangspunktet for mødet var, at Christiania sammen med en gruppe af eksperter havde undersøgt tre forskellige modeller: En fuldt integreret model med egen boligorganisation, en semiintegreret model og en såkaldt "plankeværksmodel".

Talspersonen forklarer, at selv om målet er at inkludere de nye tilflyttere, så er der udfordringer med blandt andet lovgivning og forureningsundersøgelser. Hun nævner også, at der er brug for økonomisk bidrag udefra.

Det er nogle af grundene til, at en såkaldt "plankeværksmodel", hvor jorden frasælges, ikke er taget af bordet.

- Hvis det ikke lykkes (med den semiintegrerede model, red.), så bliver det en ikkeintegreret model på Christiania - det, som i nogle medier er blevet kaldt plankeværksmodellen. Hvis vi ikke får en åbning for at finde en løsning, så bliver det en slags ringmodel, hvor vi laver en ekskludering af det nye, siger hun.

- Vi vil rigtig gerne inkludere. Men der er mange risici, som gør, at der er en risiko for, at der laves den ikkeintegrerede model.

Det tredje alternativ er, at christianitterne skulle vælge den fuldt integrerede model. Her ville de skulle oprette deres eget boligselskab og dermed selv stå for byggeriet og efterfølgende administration.

Men det blev altså løsningen midt imellem.

Mette Prag siger, at der nu skal findes samarbejdspartnere.

- Som samfund vil vi rigtig gerne arbejde med at integrere nye christianitter i Christiania. Det ser vi bedst, at vi kan gøre med den fuldt integrerede model, siger Mette Prag.

- Det, som vi har valgt, er, at vi skal ud at finde en god samarbejdspartner i en boligorganisation, så vi arbejder videre med at lave en integreret boligorganisation.

Aftalen med regeringen indebærer, at der skal bygges 15.000 kvadratmeter almene boliger på fristaden i København frem mod 2031.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU