Christian Falck Wolff vinder Årets Pressefoto med billede fra tyske Lützerath

1. MAR 2024 • 15:35INDLAND/KRIMINAL

Et billede, hvor betjente bevogter området omkring en kulmine i Lützerath, er ifølge jury den bedste historie.

De danske pressefotografer er fredag samlet til kåringen af Årets Pressefoto 2023 i Den Sorte Diamant i København.

Fotojournaliststuderende Christian Falck Wolff fra DMJX/Politiken vinder prisen for Årets Pressefoto 2023 med sit billede, der viser kampklædte politibetjente ved en brunkulsmine, der grænser op til den tyske by Lützerath.

Det oplyser Pressefotografforbundet.

Christian Falck Wolff tog billedet på en ferie under sin praktiktid på Politiken, skriver fagbladet Journalisten.

Siden 2020 har klimaaktivister besat Lützerath, fordi den tyske regering tillod en udvidelse af brunkulsminen.

Udvidelsen betyder, at Lützerath skal jævnes med jorden for at udvinde kullet.

I starten af 2023 begyndte myndighederne at fjerne folk fra området for at starte udgravningen.

I ugevis førte det til voldsomme sammenstød mellem politiet og klimaaktivisterne.

Langs minen forskansede kampklædt politi sig for at sikre, at ingen slap igennem og det er netop det, der er afbilledet på Christian Falck Wolffs vinderfoto.

- Årets Pressefoto er både det bedste billede og den vigtigste historie - og det bedste billede på den vigtigste historie, siger juryen i en pressemeddelelse.

- Vi har længe vidst, at klimaforandringerne er svære at fotografere. Men de er ikke længere noget, vi taler om, som kommer til at ske en dag - nu er de her! Og klimaet er reelt blevet en kampplads, især mellem generationerne, for det er de unge, der tager kampen. Det kan man til gengæld fotografere, hvilket fotografen har gjort med et fantastisk billede i mange lag, lyder det videre.

Billedet er en del af en serie, som tilmed vandt endnu en pris - nemlig Årets Nyhedsbillede Udland.

Pressefotografprisen går i år til Anders Rye Skjoldjensen fra Dagbladet Information.

Prisen er vundet ud fra en kollektion på fem billeder.

- Hele kollektionen har et højt niveau, hvor hvert enkelt billede rummer en stor og vigtig historie på trods af, at alt er roligt og meget poetisk fortalt, og flere af billederne er lidt tomme. Alle fortællingerne er vigtige og ingen er overfladisk berørt, lyder det fra juryen.

På Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant kan man se vindernes fotografier udstillet fra 2. marts til 10. august.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU