Brian Mikkelsen gemmer toppen af dragespir i pengeskrin
Toppen af det ikoniske dragespir er igen hos Dansk Erhverv, efter at direktør onsdag morgen fik det overrakt.
Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, der ejer Børsen-bygningen, har onsdag morgen fået overrakt toppen af dragespiret.Han delte onsdag morgen et billede af det på det sociale medie X, hvor han trykker hånd med en vagtmester.
- Et lille lys i mørket. Her til morgen overrakte en af de fantastiske gutter fra beredskabet mig toppen af det ikoniske dragespir, som havde overlevet flammerne og det lange fald, skriver Brian Mikkelsen.
- Det gav en snært af håb. For det skal igen komme til at pryde vores smukke arbejdsplads og København.
Foran Børsen fortæller Brian Mikkelsen onsdag middag, hvor toppen af spiret nu skal opbevares.
- Vi har et meget stort pengeskrin, og der bliver den gemt. Jeg kommer nok ikke til personligt at sætte den op 52 meter over Børsen, når den står færdig på et tidspunkt, men det kommer en kran til, siger han til Ritzau.
Det lyder dog som en tilfældighed, at direktøren overhovedet fik fat i spirets top onsdag morgen.
- Da jeg cyklede her ind klokken 6 i morges efter at have sovet to timer, er det første jeg møder en vagtmester, som løber hen til mig.
- Han sagde, at han havde noget til mig, og så havde de fundet toppen af spiret, som hang 52 meter oppe over Børsen. Det er nogenlunde intakt, siger Brian Mikkelsen.
Dragespiret, der prydede toppen af den over 400 år gamle Børsen i det indre København, blev mandag offer i den voldsomme brand i bygningen.
Omkring klokken 8.30 styrtede spiret til jorden, men toppen af det har altså overlevet faldet.
Det kan nu blive en del af den genopbygning af Børsen, som Dansk Erhverv allerede tirsdag annoncerede.
På Københavns Rådhus tilkendegav samtlige borgmestre også, at kommunen er klar med støtte til projektet.
Men trods de gode viljer vil det formentligt tage fem til ti år, før der igen kan ses et tårn med snoede dragehaler over København.
Det vurderer restaureringsarkitekt og næstformand i Bygnings Frednings Foreningen Jørgen Overby.
Alene planlægningen af genopbygningen kan tage et par år. Prisen for projektet kan løbe op i en halv til en hel milliard kroner, anslår han.
Hvordan regningen for genopbygningen af Børsen skal fordeles, er endnu et ubesvaret spørgsmål.
Den gode nyhed er til gengæld ifølge restaureringsarkitekt Jørgen Overby, at det sagtens kan lade sig gøre at genopføre bygningen, blandt andet fordi der er et omfattende materiale, som man kan læne sig op ad.
- Det er jo så heldigt, at bygningen er så gennemregistreret og dokumenteret på grund af restaureringsarbejde, der er i gang, så det er jo en kæmpe fordel.
- Det helt ikoniske spir, som jo stammede fra 1700-tallet, men var en kopi af det oprindelige fra Christian IV's tid, har man også tegninger på.
- Den arkitekt, der hed Harsdorff, der i sin tid fik det reetableret i 1777, lavede tegningerne, siger Jørgen Overby.
Spiret med dragerne er ifølge Jørgen Overby lavet af træ beklædt med bly.
/ritzau/