Borgere kan stadig ikke logge på e-Boks

31. MAR 2023 • 13:16INDLAND/KRIMINAL

Det er i øjeblikket ikke muligt at logge ind på tjenesten e-Boks. It-problemer hos KMD har også ramt SSI.

Tjenesten e-Boks er fortsat nede fredag morgen.

Det fremgår af e-Boks' hjemmeside.

- Vi oplever i øjeblikket tekniske problemer, som kan medføre, at du ikke kan logge på, skriver e-Boks på sin hjemmeside.

- Vores underleverandør arbejder på at få løst deres fejl. Vi beklager ulejligheden.

Problemerne begyndte torsdag aften. TV 2 skrev torsdag klokken 18.56, at tjenesten oplevede tekniske problemer.

E-Boks er en tjeneste, hvor borgere kan modtage digital post fra blandt andet det offentlige.

Man kan også få vist post fra det offentlige på Borger.dk og Virk.dk.

Årsagen til problemerne stammer fra e-Boks' underleverandør, KMD, der arbejder på at rette op på fejlen.

- Vi oplever i øjeblikket et teknisk problem. Det giver ustabil drift, og det påvirker desværre nogle af vores systemer, og man kan opleve problemer med at logge ind, skriver Kristoffer Østergaard Kristensen, pressechef i KMD, til Ritzau.

Han kan endnu ikke sige, hvornår problemet er løst.

KMD udvikler og leverer software- og serviceløsninger til både kommuner, stat og erhvervslivet.

Problemerne hos KMD har også ramt Statens Serum Institut (SSI).

Her betyder it-fejlen, at "visse rekvisitioner og prøvesvar er forsinkede eller kommer ikke frem i øjeblikket", lyder det i en besked på seruminstituttets hjemmeside fredag tidlig eftermiddag.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU