Børn synger om gaming og mobning ved årets MGP

24. FEB 2024 • 05:00INDLAND/KRIMINAL

Sange om børns hverdagsliv er helt særligt ved børnenes melodigrandprix, MGP, ifølge børnemedieforsker.

Når børnene ved dettes års MGP går på scenen lørdag, bliver det under sloganet "intet er, som det plejer".

Børnenes melodigrandprix bliver afholdt i DR Koncerthus med samme kulisser, som der var til årets Dansk Melodi Grand Prix.

Årets sange handler om emner som slik, gaming og mobning.

Og særligt sangene spiller en faktor i at gøre MGP til et show, der er i øjenhøjde med børnene.

Det fortæller børnemedieforsker ved Aarhus Universitet Stine Liv Johansen.

- Sangene går direkte ind i børnenes hverdagsliv, om det så handler om kærester, computerspil, eller at lærerne i skolen er trælse, siger hun og tilføjer:

- Ligesom mange af os andre bruger tid og penge på at tage til koncerter eller festivaler, så er MGP blevet etableret som noget, børn tager til.

Det er børnene selv, der skriver deres sang og finder på en melodi. De skal være mellem 8 og 15 år for at kunne deltage.

I spidsen for årets show er Ultra Nyt-værten Jonas Madsen og Ramasjangs Onkel Reje, der har det borgerlige navn Mads Geertsen.

Og valget er faldet på netop dem, fordi de er gode ambassadører.

Det siger Marlene Boel, der er programansvarlig og chef i DR's Børne- og Ungdomsafdeling.

- Vi har valgt nogle værter, som vi ved appellerer til børn, som de synes er fede, og som er helte i deres universer, siger hun.

Rammerne for MGP fik kritik i november 2022, efter DR's dokumentar "Børnefesten der gik amok".

Her fortalte tidligere deltagere om deres erfaringer med MGP - blandt andet at de følte sig overladt til sig selv uden hjælp til at håndtere den pludselige berømmelse.

Ifølge Marlene Boel er det et stort fokus at fortælle børnene, at MGP mere er en leg end en konkurrence.

- Der vil altid være et pres i et eller andet omfang, når de skal optræde. Så det er ekstremt vigtigt, at vi skaber nogle rammer, hvor børnene kan føle sig trygge, set og anerkendt, siger hun.

Showet kan ses live på DR1 og DRTV klokken 19.00 lørdag den 24. februar.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU