Bagmand godkender dansk drømmecast til nyopsætning af Les Misérables
Annette Heick, Maria Lucia og Troels Lyby er på rollelisten i kommende musicaludgave af fransk klassiker.
Victor Hugos roman "Les Misérables" bliver endnu en gang vakt til live på de skrå brædder.Næste år opføres musicaludgaven af det 165 år gamle franske litterære værk.
Det annoncerer produktionsselskabet Lion Musicals i en pressemeddelelse.
- Vi har som ambition at lave den ultimative danske opsætning af "Les Misérables" med de allerbedste kræfter om bord både på og bag scenen. Og det er lykkedes, lyder det fra executive producer Thomas Langkjær.
På scenen ses blandt andre Annette Heick, Maria Lucia og Troels Lyby.
- Vi har haft mange hundrede af landets førende sangere, skuespillere og musicalperformere til auditions. Vi har sammen med ophavsmanden Cameron Mackintosh og hans folk i London valgt et fantastisk drømmecast, som vi kniber os i armen over at have fået.
Den britiske teaterproducent Cameron Mackintosh købte i 1980'erne rettighederne til "Les Misérables".
"Les Misérables" udspiller sig i 1800-tallets Paris og centrerer sig om den tidligere galejslave og straffefange Jean Valjean, der i den kommende musical spilles af Diluckshan Jeyaratnam.
I hælene på Jean Valjean er politikommissæren Javert, der spilles af Kenneth M. Christensen.
"Les Misérables" følger ifølge Danmarks Nationalleksikon Jean Valjeans livslange kamp mod retsmaskineriet i Frankrig i perioden fra 1815 til arbejderopstanden i Paris i 1832.
Romanen blev første gang opført som musical i Frankrig i 1980. I 1991 havde den danmarkspremiere.
"Les Misérables" er også blevet filmatiseret flere gange. Blandt andet i 2012, hvor Anne Hathaway modtog en Oscar for sin præstation som den fattige enlige mor Fantine, der i den kommende musical spilles af Maria Lucia.
Fantine synger "I Dreamed a Dream" i musicalen, der også er kendt for sange som "One Day More" og "Do You Hear the People Sing?".
Lion Musicals' udgave af "Les Misérables" får premiere i Falkonersalen på Frederiksberg den 25. august.
Herefter tager forestillingen på turné forbi Viborg, Odense, Esbjerg, Aarhus og Holstebro.
RITZAU
