Anmeldere kalder nyt album fra Lukas Graham for blodfattigt
Lukas Grahams femte album "Good Times" er præget af forudsigelighed, skriver flere avisers anmeldere.
Den danske musikstjerne Lukas Graham præsenterede fredag sit nye album "Good Times", men flere musikanmeldere savner nerve i sangene.Jyllands-Postens anmelder, der giver albummet to af seks stjerner, mener, at albummets lyrik "får Rasmus Seebach til at lyde som Bob Dylan".
Og ifølge avisens anmelder "er det ikke til at komme uden om" sangteksterne på Grahams nye album.
- De er bemærkelsesværdigt blodfattige. Og det i en grad, så man må spørge sig selv: Er de skrevet af ChatGPT?
- Forudsigeligheden er så lammende, at man nærmest kan gætte sig til ordene, inden de bliver sunget, lyder det i Jyllands-Posten.
Samme lunkne modtagelse lyder det i Politiken, der kvitterer med tre af seks hjerter til "Good Times".
Også her er det sangteksterne, der ryger under lup. Sangene "føles som balloner, der pustes op til bristepunktet", lyder vurderingen.
- Det er svært at være rigtig uenig i noget af det; sangene rækker ud med iørefaldende og storladne hooks. Men der er for få øjeblikke, der tvinger en til at spidse ører. For lidt, man ikke havde hørt komme.
- Det er sange, der søger og søger, men aldrig tvivler på, hvor det skal ende. Når man endelig er fremme, har man set det hele før, skriver Politikens anmelder.
Omvendt høster Lukas Graham fuld plade i musikmagasinet Gaffa, der giver seks stjerner.
- Jeg har nærmest aldrig været så sikker på seks stjerner. Lukas Graham går country på sit femte album, og det er good, good, good times, skriver Gaffas anmelder.
To af seks stjerner tildeles Lukas Grahams seneste værk i Ekstra Bladet.
- På "Good Times" søger Lukas Graham tilbage til det, han har mistet, når han mindes den folkemusik og country, som hans irske far, Eugene, opdragede ham med.
- Men han finder ikke sig selv, skriver Ekstra Bladets Thomas Treo, der kalder albummet "farveløst".
RITZAU
