Amerikansk popstjerne lægger vejen forbi Tinderbox

12. JAN 2026 • 18:45INDLAND/KRIMINAL

Festivalen Tinderbox har løftet sløret for i alt 18 kunstnere, der gæster Tusindårsskoven i juni.

Til sommer går den amerikanske popstjerne Charlie Puth på scenen ved Tinderbox.

Det skriver festivalen, der årligt løber af stablen i Tusindårsskoven i Odense, i en pressemeddelelse.

Charlie Puth er kendt for hits som "Attention" og "We Don't Talk Anymore".

Han fik sit gennembrud i 2015 med hittet "See You Again", som rapperen Wiz Khalifa synger med på.

Sangen blev en del af actionfilmen "Fast & Furious 7" og var også en hyldest til skuespilleren Paul Walker, som blev dræbt i en trafikulykke i 2013, mens optagelserne til filmen stod på.

Derudover er Charlie Puth kendt for sange som "Light Switch" og "Marvin Gaye".

- Musikalsk bevæger Puth sig mellem klassisk pop, R'n'B og funk med tydelige referencer til 80'ernes og 90'ernes lyd, lyder det fra Tinderbox.

- Samtidig er hans sange ofte bygget op omkring enkle ideer, stærke hooks og tekster om relationer, tvivl og selverkendelse, som mange kan spejle sig i.

Derudover skriver festivalen, at "med sin skarpe sans for melodier, harmonier og en næsten nørdet tilgang til sangskrivning har han sat et tydeligt aftryk på moderne popmusik".

Den amerikanske sanger er en del af de i alt 18 kunstnere, som Tinderbox indtil videre har løftet sløret for.

De andre musikere tæller navne som bandet Aphaca, Rasmus Seebach, Thomas Helmig og den amerikanske rapper og popsanger Pitbull.

Det fremgår ikke, hvilke dage de skal spille ved Tinderbox, som finder sted fra 25. til 27. juni.

Festivalen har endnu ikke meldt udsolgt af partoutbilletter. Sidste år skete det i februar.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT