Advokatrådet igangsætter undersøgelse efter TV 2-dokumentar

28. MAJ 2024 • 10:29INDLAND/KRIMINAL

Advokatrådet iværksætter undersøgelse af to advokater, der medvirker i TV 2-dokumentaren "Den sorte svane".

Advokatrådet har på baggrund af TV 2-dokumentaren "Den sorte svane" igangsat en undersøgelse af to advokater, der er med i dokumentaren.

Det skriver Advokatsamfundet i en pressemeddelelse.

Advokatrådet har til opgave at føre tilsyn med alle advokater i Danmark.

Dokumentaren rejser ifølge Advokatrådet kraftigt spørgsmålstegn ved, om de to advokater, der medvirker i udsendelserne, har levet op til de regler og forpligtelser, der gælder for advokater.

I dokumentaren kan man se advokat Nicolai Dyhr holde møder med kriminelle og rådgive dem om svindel. Han er blevet fyret fra advokatfirmaet Horten som en konsekvens af dokumentaren.

Man kan ifølge TV 2 desuden se, hvordan Lise Roulund, der har eget advokatkontor i København, i mere end et år har lagt konto til en Bandidos-rockers hvidvask. Sideløbende har hun været advokat for rockeren.

- Advokater skal under ingen omstændigheder være nyttige håndlangere for banders og kriminelles ulovlige aktiviteter, lyder det fra Martin Lavesen, der er formand for Advokatrådet i pressemeddelelsen.

- De ting, jeg har haft lejlighed til at se i dokumentaren, ser meget foruroligende ud, og jeg tager personligt skarp afstand fra nogle af advokaternes udtalelser, som indgår i dokumentaren.

Det er på den baggrund, at Advokatrådet har valgt at iværksætte undersøgelser af de to advokater.

- Vi kommer til at gå, så langt vi kan, med de værktøjer vi har til rådighed i tilsynet, for at finde ud af om der skal rejses en sag, eller om vi skal foretage os andre tilsynsmæssige skridt, siger han.

Der er skærpet tavshedspligt for Advokatrådet omkring forhold i tilsynet, så der kan ikke oplyses detaljer om de forhold, der undersøges, lyder det i pressemeddelelsen.

Advokatrådets tilsyn har et tæt samarbejde med blandt andet politi, anklagemyndigheden og Hvidvasksekretariatet.

De ovennævnte instanser kan lave underretninger til Advokatrådets tilsynsafdeling omkring advokater, der muligvis ikke overholder deres pligter.

I pressemeddelelsen understreges det dog, at tilsynet ikke efterforsker sager og ikke har de samme redskaber, som politiet har.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU