Abekoppesmitte kan spredes hos personer med flere partnere

9. AUG 2022 • 16:40INDLAND/KRIMINAL

SSI vurderer, at der er høj risiko for smittespredning med abekopper blandt alle med flere sexpartnere.

Det er ikke kun mænd, der har sex med mænd og har flere partnere, der risikerer at få abekopper.

Det fremgår af en ny risikovurdering fra Statens Serum Institut (SSI).

Her hedder det, at der for alle grupper med mange seksualpartnere er høj risiko for, at abekopper spredes yderligere.

Men indtil nu er abekopper herhjemme kun set hos gruppen af mænd, der har sex med mænd og skiftende partnere, forklarer faglig direktør i SSI Tyra Grove Krause.

- Udbruddet i Danmark ser stadig ud til at være begrænset til mænd, der har sex med mænd og har flere partnere.

- Men i og med at sygdommen jo kan smitte ved direkte kontakt med andre mennesker og særligt ved seksuel kontakt, så er forventningen, at hvis vi ikke inddæmmer smitten, så vil der ske spredning til andre grupper i befolkningen med mange seksuelle kontakter, siger hun.

Det kan eksempelvis være i prostitutionsmiljøet eller swingerklubber, lyder det fra den faglige direktør.

Sundhedsstyrelsen har tirsdag meddelt, at man vil tilbyde vaccination mod abekopper til mænd, der har sex med mænd, og som har flere partnere.

Tidligere var det kun nære kontakter til smittede, der fik vaccinen tilbudt.

Det er ifølge Tyra Grove Krause et tiltag, der kan medvirke til at inddæmme smitten med abekopper.

- Vi forventer, at vaccination af gruppen af mænd, der har sex med mænd og med skiftende partnere, kan mindske smittetrykket og dermed mindske risikoen for, at der sker smitte til andre grupper i Danmark, siger hun.

Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut har 126 personer i Danmark været smittet med abekopper siden det første tilfælde i Danmark den 23. maj.

Abekopper skyldes et sjældent virus, som er i familie med koppevirus. Den primære smittevej menes at være tæt kontakt i forbindelse med seksuel aktivitet.

De nuværende smittetilfælde i Europa har primært været blandt mænd, der har haft seksuelle forhold med mænd.

Smitten viser sig i de fleste tilfælde i form af virusfyldte blærer, der brister og danner skorpe.

Kun få smittede har været indlagt, og ingen er døde af sygdommen i Danmark, fremgår det af risikovurderingen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU