500 kilo tunge "Boy" på Aros får en lillesøster

19. NOV 2023 • 13:57INDLAND/KRIMINAL

En skulptur af en fem meter lang nyfødt pige kommer til Aros til februar ved museets 20 års jubilæum.

Den 4,5 meter høje og 500 kilo tunge skulptur af en hyperrealistisk dreng navngivet "Boy", der står solidt plantet på kunstmuseet Aros, får en lillesøster.

Det sker i anledningen af både skulpturen og museets 20 års jubilæum næste år.

Det skriver TV 2 Østjylland.

"Boy" får følgeskab af en fem meter lang nyfødt pige "A Girl" af samme kunstner, der har skabt den livagtige dreng, som udgør et af hovedværkerne på museet.

Australske Ron Muecks skabte "Boy" i 1999. Skulpturen kom til Danmark i 2004. Den 10. februar kommer hans værk "A Girl" til Aros.

Rebecca Matthews, der er direktør på Aros, udtrykker stor begejstring over at få "A Girl" til museet over for TV 2 Østjylland.

- Jeg er så spændt på mødet mellem Boy og A Girl. I de to mesterværker ser vi kroppen i forskellige stadier, og jeg håber, udstillingen kan sætte tanker i gang om forskellige aspekter ved menneskelivet, siger hun til mediet.

"A Girl" skal forestille en nyfødt pige, hvor rester af blod og fosterfedt fortsat kan ses.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT