20-årige Linnea fra København er tredjebedste unge tjener i verden
De danske deltagere har præsteret fænomenalt ved VM for faglærte, lyder det fra stolt Skills-formand.
Danmark høstede en bronzemedalje ved WorldSkills i Shanghai, der søndag blev afsluttet med en prisoverrækkelse.Det er Linnea Lind Lehner, der er 20 år og bor i København, som vandt en bronzemedalje i konkurrencen for tjenere.
WorldSkills er VM for faglærte, og formanden for SkillsDenmark, Søren Heisel, er imponeret over de 15 danske deltagere.
- Jeg er meget, meget stolt over Skills-landsholdets flotte resultater ved WorldSkills.
- Konkurrencerne har været benhårde herude, og hele holdet har præsteret fænomenalt – og det er sindssygt flot, at Linnea vinder en bronzemedalje i konkurrencen for tjenere, siger Søren Heisel i en pressemeddelelse.
Linnea Lind Lehner går på tjeneruddannelsen på ZBC Kokke- og Tjenerskolen i Slagelse og har læreplads hos Michelin-restauranten Kong Hans Kælder.
Ritzau talte med hende tirsdag forud for konkurrencen.
- Jeg er mere spændt end nervøs, sagde hun og fortalte, at hun særligt glædede sig til et af de fire moduler i konkurrencen, det såkaldte "fine dining-modul".
- Vi skal både flambere, lave en spaghetti, røre en laksetatar og lave irish coffee, så det bliver vildt fedt, lød det fra tjenereleven.
Udover en bronzemedalje blev det til 12 såkaldte Medals for Excellence, som gives for en ekstraordinær præstation, hvor deltagerne opnår 700 point eller derover i en konkurrence.
Danmark har været repræsenteret af 15 unge faglærte i 13 forskellige fag ved WorldSkills 2026, der begyndte onsdag.
Hvis man sammenligner de danske deltageres gennemsnitlige pointscore med de øvrige deltagere, ender Danmark ifølge SkillsDenmark på en 8. plads.
- Vi kan ganske enkelt være stolte af, at vi kan måle os med de bedste i verden, siger næstformand i SkillsDenmark Michael Boas Pedersen i pressemeddelelsen.
Danmark kan også være indsatsen bekendt sammenlignet med Norge, Sverige og Finland, der ifølge meddelelsen ender på henholdsvis en 32. plads, en 30. plads og en 25. plads.
I alt 1385 faglærte fra 68 lande har konkurreret i fire dage i 64 forskellige fag.
Ved sidste VM for faglærte i Lyon i 2024 vandt Danmark en guldmedalje i faget flisemurer og en bronzemedalje i entreprenørmaskinmekaniker.
WorldSkills afholdes hvert andet år af organisationen WorldSkills International.
Det er en global, non-profit medlemsorganisation, der arbejder for at fremme erhvervsuddannelser og faglige præstationer blandt unge faglærte.
Danmark var i 2025 vært for EuroSkills 2025 i Herning.
RITZAU
