Vestas får første ordre på vindmøller til havs USA

9. SEP 2024 • 16:50ERHVERV/POLITIK

Vestas skal levere 54 vindmøller til et amerikansk projekt. Ifølge iagttager kan markedet blive rigtig stort.

For første gang skal vindmølleproducenten Vestas levere havvindmøller til det amerikanske marked.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Selskabet har fået en ordre på at levere 54 vindmøller. De skal leveres i 2026 og året efter.

Møllerne skal bruges til vindmølleparken Empire 1.

Den ventes at blive den første havvindmøllepark i USA, der kobles direkte på elnettet i storbyen New York.

Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, hvor han følger Vestas, er det en skelsættende dag.

- Vi har vidst i et stykke tid, at det var på vej, men nu træder de altså ind på det amerikanske marked.

Det amerikanske marked for vindmøller har haft det svært - blandt andet fordi renten er steget.

Det har gjort det dyrere, hvilket også danske Ørsted har mærket.

Men projekter som Empire 1 viser, at der stadig sker noget.

- Det er et marked, som på sigt kan blive rigtig, rigtig stort og ekstremt spændende for Vestas, vurderer Jacob Pedersen.

Der er dog en stor snublesten på vejen: Donald Trump, som på sigt igen kan husere i Det Hvide Hus til næste år.

- Han har været ude at sige, at det første, han vil gøre, når han blev præsident, var at stoppe opførslen af havvindmøller.

Trump har tidligere udtalt sig særdeles kritisk om havvindmøller.

Han kan ifølge aktieanalysechefen dog ikke ødelægge markedet fuldstændig.

Men han kan bremse det - for eksempel ved at sænke bevillingerne til de myndigheder, som godkender dem.

- Projektet her kommer formentlig ikke i fare, uanset hvad der sker til præsidentvalget.

- Men det er klart, at det er en kilde til bekymring for havvindparkudviklere i USA, siger Jacob Pedersen.

Ordren lyder på vindmøller med en samlet kapacitet på 810 megawatt (MW).

Det gør ifølge data fra MarketWire ordren til Vestas' største i år.

I alt har Vestas annonceret ordrer, der løber op i 8656 MW.

- Vi er privilegerede over at samarbejde med Equinor (som står bag parken, red.) om dette betydningsfulde projekt og forsyne dem med vores flagskibs-offshoreteknologi, siger Laura Beane i meddelelsen.

Hun er direktør for Vestas i Nordamerika.

Foruden levering og idriftsættelse af møllerne skal Vestas også servicere dem de første fem år.

Empire 1-parken forventes at levere den første strøm i slutningen af 2026.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT