Vermund frygter vælgernes reaktion efter kaos i Nye Borgerlige

13. MAR 2023 • 11:00ERHVERV/POLITIK

Nye Borgerliges eksformand, der igen vil have posten, forstår godt, hvis danskerne undrer sig over partiet.

Kaos. Det er nok det mest dækkende ord til at beskrive situationen i Nye Borgerlige den seneste måned. Og måske reelt set siden folketingsvalget 1. november sidste år.

Ud er røget tre af partiets seks folketingsmedlemmer. Senest da Nye Borgerliges hovedbestyrelse sendte formand Lars Boje Mathiesen ud på røv og albuer ved simpelthen at ekskludere ham fra partiet.

Det er i dette inferno af uro, at Pernille Vermund fredag skrev til partiets medlemmer, at hun igen vil være Nye Borgerliges formand. Mandag meddelte hun så, at hun modsat tidligere udmeldinger vil genopstille til Folketinget.

Spørgsmål: Frygter du ikke lidt for, hvordan vælgerne vil se på alt det, der er foregået i Nye Borgerlige de seneste tre-fire måneder?

- Jo, det gør jeg bestemt, siger Pernille Vermund.

- Og jeg kan godt forstå, hvis der er danskere, der tænker, at "hvad er det, der foregår", tilføjer hun.

I mandagens meningsmåling fra Voxmeter står Nye Borgerlige til at få 2,9 procent af stemmerne. Partiet fik 3,7 procent ved folketingsvalget.

Pernille Vermund meddelte 10. januar i år, at hun så hurtigt som muligt ville stoppe som formand og dernæst træde ud af Folketinget efter næste folketingsvalg.

På det tidspunkt havde Mette Thiesen allerede forladt partiet efter intern ballade, der blandt andet omhandlede ølkast fra Thiesens kæreste ved Nye Borgerliges valgfest.

Januar bød også på et farvel til folketingsmedlem Mikkel Bjørn, der ikke kunne se sig selv samarbejde med Lars Boje Mathiesen som sandsynlig kommende formand.

Både Mikkel Bjørn og Mette Thiesen er i dag medlemmer af Dansk Folkeparti.

Lars Boje Mathiesen blev 7. februar valgt som formand med Henriette Ergemann som ny næstformand.

Hun måtte trække sig fra posten efter kun 13 dage, da det kom frem, at hun havde fremsat en række kontroversielle udtalelser om blandt andet coronahåndteringen.

Torsdag i sidste uge svingede Nye Borgerliges magtfulde hovedbestyrelse så øksen over Lars Boje Mathiesen, der havde krævet et honorar på 55.000 kroner om måneden i fire år for at være formand. Og ud røg formanden.

Pernille Vermund, der selv er medlem af hovedbestyrelsen, medgiver, at Nye Borgerliges seneste historik ikke ser for køn ud.

- Den integritet har lidt skade. Dels fordi der har været rod og kaos i Nye Borgerlige.

- Men integriteten har frem for alt lidt et knæk, fordi vi desværre har været i en situation, hvor vi har haft en formand, der har tordnet mod frås og griskhed, og samtidig har ønsket at trække mere end to millioner kroner ud af medlemmernes lommer og stikke dem direkte i sin egen lomme.

- Det harmonerer simpelthen ikke med Nye Borgerlige, siger hun.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT