Venstre: Statsministeren kan også undersøges i sag om læk
Anklagemyndigheden har droppet tiltaler mod Hjort og Findsen, og nu skal baggrunden for dem undersøges.
Regeringen vil have undersøgt usaglige hensyn i sagerne om mulig læk af statshemmeligheder. Det betyder, at en kommission får lov at undersøge alle med en andel i sagen.Det gælder også statsminister Mette Frederiksen (S), hendes departementschef, Barbara Bertelsen, og tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S), hvis det er nødvendigt.
- Der er ingen, som kommissionen ikke har lov at afhøre, og der er ikke nogen, de ikke kan bede om materialer fra. Heller ikke ministre eller tidligere ministre, siger politisk ordfører Morten Dahlin (V).
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) sagde onsdag, at en kommission skal undersøge, om der er taget "usaglige hensyn" i sagen om læk af et kabelsamarbejde mellem Danmark og USA.
Altså skal kommissionen undersøge, om politikere eller embedsmænd har overskredet deres beføjelser ved at åbne en sag mod de tiltalte.
Og det gælder også statsministeren ifølge Venstre.
- Hvis kommissionen finder, at det er relevant at indkalde statsministeren, nuværende eller tidligere ministre, så kan kommissionen godt gøre det. Den skal afdække, om der er taget usaglige hensyn, siger Morten Dahlin.
Anklagemyndigheden droppede onsdag sin tiltalte af tidligere Venstre-minister Claus Hjort Frederiksen (V) og efterretningschef Lars Findsen fra Forsvarets Efterretningstjeneste.
Derfor skal det nu undersøges, hvad der ligger til grund for, at de to hovedpersoner blev tiltalt, samt hvem der traf den endelige beslutning.
- Der skal undersøges, om der er taget usaglige hensyn, og så er det sådan set ligegyldigt, på hvilket niveau de usaglige hensyn er taget. Uanset om det er embedsmandsniveau eller politisk niveau, siger Morten Dahlin.
Oppositionen vil gerne have nævnt de konkrete personer, der skal undersøges i kommissoriet, som er det papir, der forklarer, hvordan kommissionen skal arbejde. Det vil indsnævre fokus for undersøgelsen.
Til det svarer Dahlin, at det "selvfølgelig skal undersøges, hvis der er taget usaglige hensyn".
Der er allerede nedsat en kommission, som undersøger hjemsendelserne af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Regeringen vil gerne udvide dens undersøgelse, så baggrunden for tiltalerne mod Hjort, Findsen og en 63-årig tidligere ansat i Politiets Efterretningstjeneste også indgår.
Det er uvist, hvornår kommissoriet er færdigt, men det ventes at være inden årets udgang. Afhøringerne vil være lukkede, og kommissionen skal ikke bruge årevis på at undersøge sagen.
- Det er vigtigt at sikre, at arbejdet bliver gjort grundigt og ordentligt. Men det skal selvfølgelig ikke trække ud i en menneskealder. Det skal selvfølgelig afsluttes inden for en overskuelig fremtid, siger Morten Dahlin.
/ritzau/