Venstre slår fast: Vil omprioritere men ikke skære i udviklingsbistand
Der skal flyttes udviklingsmidler fra Caribien og Sydamerika til de nordafrikanske lande, mener Venstre.
Danmark skal fortsat bruge 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (bni) på udviklingsbistand om året.Men milliarderne skal prioriteres anderledes, end de bliver brugt i dag.
Det er Venstres nye position på udviklingspolitikken, fortæller udenrigsordfører Jacob Jensen (V) til Ritzau.
Positionen er også beskrevet i Berlingske mandag aften.
Venstre vil omprioritere udviklingsbistanden, så der sendes flere penge i retning af de fire-fem lande i Nordafrika, hvor der er migrantstrømme mod Europa.
Pengene skal tages fra udviklingsbistanden til lande, der ligger "meget fjernt fra Danmark og Europas nærområder".
- Vi vil gerne kunne omprioritere nogle af de områder - det kunne være fra Caribien, Sydamerika, måske Sydøstasien - til i stedet at prioritere langt hårdere ind mod det nordafrikanske område, hvor vi kan se, at der er et enormt migrantpres ind mod de europæiske grænser.
- Kan vi give de typisk unge mænd, der alternativt kaster sig i en gummibåd ud over Middelhavet, et perspektiv, et job, en uddannelse i det område, kan vi løse mange ting på en gang, siger Jacob Jensen.
Lande i Caribien, Sydamerika og Sydøstasien er i forvejen ikke blandt de ti lande, der modtog mest dansk udviklingsbistand i 2025.
Jacob Jensen anerkender også, at der derfor vil være tale om en mindre omprioritering af den danske udviklingsbistand.
- Ja, det kan man vel godt kalde det, al den stund at det, jeg har lagt sammen i mit regneark, måske er 3-3,5 milliarder kroner, hvis man tager det hele med.
I 2025 blev der udbetalt 22,9 milliarder kroner fra Danmark i udviklingsbistand.
Danmarks udviklingspolitik følger lige nu en udviklingspolitisk strategi fra sommeren 2025, som Venstre var med til at vedtage som en del af SVM-regeringen.
Jacob Jensen vil nu tage en dialog med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) om, hvorvidt den strategi skal genbesøges.
I forbindelse med finansloven har regeringen præsenteret sit bud på udviklingspolitiske prioriteter fra 2027 til 2030.
Heri lyder det, at udviklingsbistanden blandt andet skal "bruges målrettet til at dæmme op for irregulær migration gennem jobskabelse, indsatser langs migrationsruterne og konkret støtte til nye løsninger på migrationsudfordringerne".
Kort inden, at der blev udskrevet folketingsvalg i slutningen af februar, fortalte Venstre-formand Troels Lund Poulsen til Berlingske, at Venstre ville sænke udviklingsbistanden fra 0,7 procent af bni til 0,5 procent af bni.
Det ville frigive omkring 6,5 milliarder kroner, som Venstre ville investere i velfærd.
Da Troels Lund Poulsen fik 14 dage som kongelig undersøger efter folketingsvalget og udarbejdede et regeringsgrundlag, var forslaget om besparelsen på udviklingsbistanden væk.
I regeringsgrundlaget skulle Danmark fortsat leve op til FN's målsætning om at bruge mindst 0,7 procent af bni på udviklingsbistand.
Og det er altså den politik, der fortsat gælder nu.
Jacob Jensen forklarer, at det var nødvendigt at finde finansiering for andre forslag på daværende tidspunkt.
- Der pegede vi så på det her område, men det har aldrig været et mål i sig selv for os at skære i udviklingsbistanden. Det har været en finansieringskilde til at opnå en fuld finansiering af de andre prioriteter.
Spørgsmål: Kan du garantere, at I ikke går til valg næste gang på at ville skære i udviklingsbistanden igen?
- Jeg kan garantere det, at jeg lægger den linje, som Venstre har på udviklingsbistanden, siger Jacob Jensen.
RITZAU
